TIL VERDENSMISSIONSDAGEN 2024
oktober 2024
Gå ud og inviter alle til festmåltidet (jf. Matt 22,9)
Kære brødre og søstre!
Det tema, jeg har valgt til dette års verdensmissionsdag, er hentet fra evangeliets lignelse om kongesønnens bryllup (jf. Matt 22,1-14). Efter at gæsterne har afvist hans invitation, siger Kongen, som er hovedpersonen i historien, til sine tjenere: » Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. « (v. 9). Når vi reflekterer over denne centrale passage i forbindelse med lignelsen og Jesu eget liv, kan vi se flere vigtige aspekter af evangelisering. Disse synes særligt aktuelle for os alle, som Kristi missionerende disciple, i denne sidste fase af den synodale rejse, der med ordene i sit motto, »Fællesskab, deltagelse, mission«, søger at fokusere Kirken på dens primære opgave, som er at forkynde evangeliet i dagens verden.
1. »Gå ud og inviter!« Mission som en utrættelig indsats for at invitere andre til Herrens festmåltid
I kongens befaling til sine tjenere finder vi to ord, der udtrykker hjertet i missionen: verberne »at gå ud« og »at invitere«.
Hvad angår det første, skal vi huske, at tjenerne tidligere var blevet sendt ud for at overbringe kongens invitation til gæsterne (jf. v. 3-4). Missionen er en utrættelig stræben efter at nå ud til alle mennesker for at invitere dem til at møde Gud og indgå i fællesskab med ham. Utrættelig! Gud, der er stor i kærlighed og rig på barmhjertighed, går konstant ud for at møde alle mennesker og kalde dem til glæden i sit rige, selv når de er ligeglade eller afvisende. Jesus Kristus, den gode hyrde og Faderens budbringer, gik ud for at finde de fortabte får i Israels folk og ønskede at gå endnu længere for at nå selv de fjerneste får (jf. Joh 10,16). Både før og efter sin opstandelse sagde han til sine disciple: »Gå!« og inddrog dem på den måde i sin egen mission (jf. Luk 10,3; Mark 16,15). Kirken på sin side vil i troskab mod den mission, hun har modtaget fra Herren, fortsætte med at gå til jordens ender, at tage af sted igen og igen, uden nogensinde at blive træt eller miste modet i lyset af vanskeligheder og forhindringer.
Jeg benytter lejligheden til at takke alle de missionærer, der som svar på Kristi kald har efterladt alt for at rejse langt væk fra deres hjemland og bringe de gode nyheder til steder, hvor folk endnu ikke har modtaget dem eller først har modtaget dem for nylig. Kære venner, jeres generøse dedikation er et håndgribeligt udtryk for jeres engagement i den mission ad gentes, som Jesus betroede sine disciple: »Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple« (Mt 28,19). Vi fortsætter med at bede, og vi takker Gud for de nye og talrige missionærkald til opgaven med at evangelisere til jordens ender.
Lad os ikke glemme, at enhver kristen er kaldet til at tage del i denne universelle mission ved at tilbyde sit eget vidnesbyrd om evangeliet i enhver sammenhæng, så hele Kirken hele tiden kan gå ud med sin Herre og Mester til »korsvejene« i dagens verden. »Dagens drama i kirken er, at Jesus bliver ved med at banke på døren, men indefra, så vi kan lukke ham ud! Ofte ender vi med at være en ‘fængslende’ kirke, som ikke lukker Herren ud, som holder ham som ‘sin egen’, mens Herren kom for at missionere og ønsker, at vi skal være missionærer« (Tale til deltagerne i konferencen arrangeret af Dikasteriet for lægfolk, familie og liv, 18. februar 2023). Måtte vi alle, de døbte, være klar til at tage af sted på ny, hver især i overensstemmelse med vores livssituation, for at indlede en ny missionsbevægelse, som ved kristendommens begyndelse!
For at vende tilbage til Kongens befaling i lignelsen får tjenerne ikke kun besked på at »gå«, men også på at »invitere«: »Kom til brylluppet!« (Matt 22,4). Her kan vi se et andet, ikke mindre vigtigt aspekt af den mission, som Gud har betroet dem. Som vi kan forestille os, overbragte tjenerne kongens invitation med stor hast, men også med stor respekt og venlighed. På samme måde må missionen med at bringe evangeliet til alle skabninger nødvendigvis efterligne den samme »stil« som den, der forkyndes. Når missionerende disciple forkynder for verden »skønheden i Guds frelsende kærlighed, der er åbenbaret i Jesus Kristus, som døde og opstod fra de døde« (Evangelii Gaudium, 36), skal de gøre det med glæde, storsind og velvilje, som er frugterne af Helligånden i dem (jf. Gal 5,22). Ikke ved at presse, tvinge eller omvende, men med nærhed, medfølelse og ømhed og på den måde afspejle Guds egen måde at være og handle på.
2. »Til bryllupsfesten«. Den eskatologiske og eukaristiske dimension af Kristi og Kirkens mission.
I lignelsen beder Kongen tjenerne om at bringe invitationen til sin søns bryllupsfest. Festmåltidet er en afspejling af det eskatologiske festmåltid. Det er et billede på den ultimative frelse i Guds rige, som opfyldes allerede nu ved Jesu komme, Messias og Guds søn, som har givet os liv i overflod (jf. Joh 10,10), symboliseret ved det veldækkede bord med saftig mad og fine vine, når Gud vil tilintetgøre døden for evigt (jf. Es 25,6-8).
Kristi mission har at gøre med tidens fylde, som han erklærede i begyndelsen af sin forkyndelse: »Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær« (Mark 1,15). Kristi disciple er kaldet til at fortsætte denne mission fra deres Herre og Mester. Her tænker vi på Det Andet Vatikankoncils lære om den eskatologiske karakter af Kirkens mission: »Tiden for missionering strækker sig mellem Herrens første komme og det andet…, for evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, før Herren kommer (jf. Mark 13,10)« (Ad Gentes, 9).
Vi ved, at de første kristnes missionsiver havde en stærk eskatologisk dimension. De fornemmede, at det hastede med at forkynde evangeliet. Også i dag er det vigtigt at fastholde dette perspektiv, da det hjælper os til at evangelisere med glæden hos dem, der ved, at »Herren er nær«, og med håbet hos dem, der presser sig frem mod målet, når vi alle skal være sammen med Kristus ved hans bryllupsfest i Guds rige. Mens verden stiller os over for forskellige »festmåltider« af forbrugerisme, egoistisk komfort, ophobning af rigdom og individualisme, kalder evangeliet alle til den guddommelige fest, der er præget af glæde, deling, retfærdighed og broderskab i fællesskab med Gud og med andre.
Denne livets fylde, som er Kristi gave, foregribes allerede nu i eukaristiens festmåltid, som kirken fejrer på Herrens befaling til minde om ham. Invitationen til det eskatologiske festmåltid, som vi bringer til alle i vores evangelisationsmission, er uløseligt forbundet med invitationen til det eukaristiske bord, hvor Herren fodrer os med sit ord og med sit legeme og blod. Som Benedikt XVI lærte: »Hver eukaristisk fejring fuldender sakramentalt den eskatologiske samling af Guds folk. For os er det eukaristiske måltid en reel forsmag på det endelige måltid, som profeterne har forudsagt (jf. Es 25,6-9), og som Det Nye Testamente beskriver som ‘Lammets bryllupsfest’ (Åb 19,9), der skal fejres i glæden over de helliges fællesskab« (Sacramentum Caritatis, 31).
Derfor er vi alle kaldet til at opleve hver eneste eukaristi mere intenst i alle dens dimensioner, og især dens eskatologiske og missionerende dimensioner. I den forbindelse vil jeg gerne gentage, at »vi ikke kan nærme os det eukaristiske bord uden at blive draget ind i den mission, som begynder i selve Guds hjerte, og som er beregnet til at nå alle mennesker« (ibid., 84). Den eukaristiske fornyelse, som mange lokale kirker prisværdigt fremmer i tiden efter Covid, vil også være afgørende for at genoplive den missionerende ånd i hvert enkelt medlem af de troende. Med hvor meget større tro og inderlig entusiasme bør vi ikke recitere ved hver messe: »Vi forkynder din død, Herre, og bekender din opstandelse, indtil du kommer igen«!
I dette år, der er viet til bøn som forberedelse til jubilæet i 2025, ønsker jeg at opmuntre alle til at uddybe deres forpligtelse til først og fremmest at deltage i fejringen af messen og til at bede for Kirkens mission om evangelisering. I lydighed mod Frelserens befaling holder hun ikke op med at bede »Fadervor« ved hver eukaristisk og liturgisk fejring med bønnen »Komme dit rige«. På denne måde gør den daglige bøn og især eukaristien os til pilgrimme og håbets missionærer, der vandrer mod det evige liv i Gud, mod det bryllupsmåltid, som Gud har forberedt for alle sine børn.
3. »Alle«. Kristi disciples universelle mission i den fuldt synodale og missionerende kirke
Den tredje og sidste refleksion handler om modtagerne af Kongens invitation: »alle«. Som jeg understregede: »Dette er missionens hjerte: at ›alle‹ ikke udelukker nogen. Enhver af vores missioner er derfor født ud af Kristi hjerte, så han kan drage alle til sig« (Tale til generalforsamlingen for de pavelige missionsselskaber, 3. juni 2023). I dag, i en verden der er sønderrevet af splittelse og konflikter, er Kristi evangelium stadig den blide, men faste stemme, der opfordrer mennesker til at møde hinanden, til at anerkende, at de er brødre og søstre, og til at glæde sig over harmoni midt i mangfoldigheden. »Gud, vores frelser, ønsker, at alle skal blive frelst og komme til erkendelse af sandheden« (1. Tim 2,4). Lad os derfor aldrig glemme, at vi i vores missionsaktiviteter bliver bedt om at forkynde evangeliet for alle: »I stedet for at synes at pålægge nye forpligtelser bør [vi] fremstå som mennesker, der ønsker at dele deres glæde, som peger på en horisont af skønhed, og som inviterer andre til en dejlig festmiddag« (Evangelii Gaudium, 14).
Kristi missionerende disciple har altid haft en dybfølt bekymring for alle mennesker, uanset deres sociale eller endda moralske status. Lignelsen om festmåltidet fortæller os, at tjenerne på kongens ordre samlede »alle, som de fandt, både gode og onde« (Matt 22,10). Desuden er »de fattige, krøblingerne, de blinde og de lamme« (Luk 14,21), med andre ord de mindste af vores brødre og søstre, dem, der er marginaliseret af samfundet, Kongens særlige gæster. Bryllupsfesten for hans søn, som Gud har forberedt, forbliver altid åben for alle, da hans kærlighed til hver enkelt af os er enorm og ubetinget. »Så højt har Gud elsket verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).
Alle, enhver mand og enhver kvinde, er inviteret af Gud til at få del i hans nåde, som forvandler og frelser. Man skal blot sige »ja« til denne gratis guddommelige gave, tage imod den og lade sig forvandle af den, tage den på som en »bryllupskjole« (jf. Matt 22,12).
Mission for alle kræver, at alle engagerer sig. Vi er nødt til at fortsætte vores rejse mod en fuldt ud synodal og missionerende kirke i evangeliets tjeneste. Synodalitet er i bund og grund missionerende, og omvendt er mission altid synodal. Derfor er et tæt missionært samarbejde i dag endnu mere presserende og nødvendigt, både i den universelle kirke og i partikularkirkerne. I fodsporene på Det andet Vatikankoncil og mine forgængere anbefaler jeg alle bispedømmer i hele verden at benytte sig af de pavelige missionsselskaber. De repræsenterer det primære middel, »hvormed katolikker fra barnsben gennemsyres af et virkeligt, universelt og missionerende syn, og [er] også et middel til at indføre en effektiv indsamling af midler til alle missioner, hver i overensstemmelse med deres behov« (Ad Gentes, 38). Derfor går indsamlingen på Verdensmissionsdagen i alle de lokale kirker udelukkende til den universelle solidaritetsfond, som Det Pavelige Selskab for Troens Udbredelse derefter uddeler i pavens navn til alle Kirkens missioners behov. Lad os bede om, at Herren må lede os og hjælpe os til at være en mere synodal og en mere missionerende kirke (jf. homilie til afslutningsmessen for den ordinære generalforsamling for biskoppernes synode, 29. oktober 2023).
Lad os til sidst løfte blikket mod Maria, som bad Jesus om at udføre sit første mirakel netop ved en bryllupsfest i Kana i Galilæa (jf. Joh 2,1-12). Herren bød de nygifte og alle gæsterne på en overflod af ny vin som et forvarsel om den bryllupsfest, som Gud forbereder for alle ved tidens ende. Lad os bede om hendes moderlige forbøn for Kristi disciples evangeliserende mission i vores egen tid. Lad os med vor Moders glæde og kærlige omsorg, med den styrke, der fødes af ømhed og hengivenhed (jf. Evangelii Gaudium, 288), gå ud for at bringe Kongens, vor Frelsers, indbydelse til alle. Hellige Maria, evangeliseringens stjerne, bed for os!
Rom, Laterankirken, 25. januar 2024, festen for Sankt Paulus’ omvendelse
Frans
