‘Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere’. Denne sætning får os til instinktivt at tænke på mennesker, som man – ofte alt for hurtigt – stempler som forbrydere. Nogle forstår sætningen således: ‘Kristus Jesus kom til verden for at frelse mig’, og i virkeligheden gælder sætningen netop enhver.
Selv over Paulus’ liv kan sætningen stå som et motto – og det er netop det der sker i dagens anden læsning. ‘Vi syndere’ – det lyder ret umoderne at tage disse ord i munden, men det beskriver vort eget livs virkelighed.
Utallige mennesker arbejder for en fredeligere og mere retfærdig verden, hvor menneskers lykke og glæde er fremherskende, men deres arbejde synes desværre ikke at have stor succes. Menneskeheden har ganske vist i sin historie indskrevet sig med mangen åndelig erkendelse, beundringsværdige kunstværker, teknik og tapperhed, men historien indeholder også mørke kapitler, som giver et frygtindjagende billede af menneskeheden.
Hvordan har vi det i dag? Sammen med håbet om fremskridt findes der dybt i vort hjerte en angst for menneskelige beslutningers utilregnelighed. Alle længes efter en ny fødsel – en ny helhed i tilværelsen. Menneskelige anstrengelser kan ændre de ydre livsomstændigheder, kan udforske sjælens dyb, kan anvende helbredende kræfter, kan bekæmpe sygdom og elendighed, kan gøre en indsats for fred og retfærdighed, men hvem kan ændre mennesket selv, så meningsløs ødelæggelse, hensynsløs hårdhed og kulde, fortvivlelse, utroskab og forførelse ophører?
Jesu ord på korset lyser op i det menneskelige mørke af ondskab og de menneskelige blindveje: ‘Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’. Selv om vi ofte har de bedste hensigter, ved vi med det begrænsede synsfelt og vor handlings iver ikke, hvad vi virkelig gør. Det er vor menneskelige tragedie. Det rører ved syndens rod.
I det alt sammen viser sig nemlig, hvad synd er og hvilke følger den har. Den værste synd er, at vi ofte ikke anerkender Gud og ikke forstår, hvad han betyder for vort liv. Vi tager livet i vor egen hånd.
Selv om vi således er syndere, så har vi med tro og dåb fået del i livet. Det kan vi blive os bevidst, når vi møder mennesker, som søger og alligevel bliver holdt tilbage af en nagende tvivl, eller mennesker, som uden håb bliver stående på deres livs ruiner, eller mennesker, som river deres lader ned, for havesyge og hvileløse at bygge ny og større… Ved at møde sådanne mennesker bliver vi forhåbentligt bevidst om vor tros store og ufortjente rigdom, så vi med Paulus kan sige: ‘Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre’ (1,12).
Vi kunne være havnet i den totale gudløshed, ligegyldighed og lunkenhed. Der er ikke grundlag for at hævde os, fordi Kristus udvalgte os, og vi fandt ham. Sådan som Kristus kom i vejen for spotteren og forfølgeren Paulus, således kom han i vejen for os og lagde sin hånd på os. Der mødte vi barmhjertighed, og vor tak og lovprisning gælder Guds imødekommende kærlighed.
Vi er – til trods for vor skrøbelighed – altså frelste. Det betyder, at vi har lov til at tro på Jesus som vor forløser og at leve i hans kærlighed. Vi har lov til at regne med Guds langmodighed og som Paulus have tillid til, at Guds nåde vil være større end vore synder. På denne måde bliver bekendelsen til Guds frelse en lovsang: ‘Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere’.
Lad mig gengive en længere beretning, som jeg læste i et missionstidsskrift. I en by i Schweiz stod en kvinde ved sin mands grav. Ved gudstjenesten havde hun ønsket det samme evangelium som ved deres bryllup: ‘Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem — hvem han ligner, vil jeg vise jer: v48 Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt (Luk.6,47). Hun og hendes mand havde ønsket et hus på fast grund, som ikke var til de to alene, men som var for mange mennesker. Det unge par rejste derfor som udviklingsmedarbejdere til en missionsstation i Afrika. De havde givet deres liv til Gud og ville tjene menneskene. Med 26 år blev manden syg af kræft, og de måtte forlade Afrika og vende hjem. Manden fik en arm amputeret.
‘Vi befandt os på et stadium, hvor mennesket ønsker en forklaring. Langsomt modnedes en ny holdning i os. Vi bøjede os for Guds vilje, overbevist om, at alt, hvad der sker, har en mening i Guds plan’. Lægerne kunne ikke standse sygdommen og der fulgte indre kampe og megen bøn. Hvad er meningen med et sådant liv? Den unge mands svar var: ‘Jeg blev klar over, hvor meget mennesker kan give ved at bede. Mennesket må på en måde gøre sig nyttesløst, for at Gud kan bringe det væsentligste i ham til udfoldelse’.
Denne beretning viser, at selv troende mennesker ikke kan se meningen med alt. Men troen udstråler trods alt et lys ind i mørket. Troen siger os: Det er ikke en blind skæbne, der leger med os, nej, det er Guds kraft, der virker og sammenkæder begivenhederne til en frelses historie, hvis vi åbner vort liv for Gud. Derfor er Paulus’ lovprisning også vor: ‘Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen (1,17).
