Modeller for evangelisering
Ifølge en af det andet Vatikankoncils (1962-65) centrale udtalelser, er kirken ‘ifølge sit væsen missionerende’ (Ad Gentes 2). I henhold til koncilets selvopfattelse er evangelisering forkyndelse af evangeliet, dvs. Kristi budskab fremført både ved livets og ordets vidnesbyrd (Lumen Gentium 35), og det er en opgave for hele Guds folk. Koncilfædrene var bevidste om den indre sammenhæng mellem evangeliets forkyndelse udadtil og den interne kirkelige reformproces indadtil, når de fastslog: ‘Heller ikke i vor tid er kirken uvidende om, hvor stor afstanden er mellem det budskab, den forkynder, og den menneskelige skrøbelighed hos dem, der har fået evangeliet betroet. Uanset hvorledes historien bedømmer disse brist, bør vi være opmærksomme på dem og energisk bekæmpe dem, for at evangeliets udbredelse ikke skal lide overlast (Gaudium et Spes 43).
På den baggrund er det nærliggende at undersøge forskellige former for evangelisering og spørge, hvorvidt forkyndelsen af evangeliet har forbindelse til en intern kirkelig fornyelse. Evangelisering kan opfattes og realiseres på mange måder og har derfor også forskellig indvirkning på kirken indadtil, og der eksisterer – idealtypisk – adskillige modeller, som sideløbende antræffes i kirken.
1. Den doktrinære evangeliseringsmodel
Den model, der kan kaldes den klassiske, hører hjemme i tiden for de store opdagelser i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. årh., og den blev anvendt helt til anden verdenskrig. I følge denne model bestod evangelisering især af, at europæiske missionærer arbejdede i Latinamerika, Afrika, Asien og Oceanien. I Europa missionerede man ikke – bortset fra ‘folkemissionen’, men her bad man for og indsamlede midler til missionen uden for Europa.
I forbindelse med Europas koloniale og imperiale ekspansion i det 19. årh. blev missionen også verdensomspændende. Den katolske kristendom udbredtes under romersk kontrol samtidig med den europæiske civilisations ekspansion. Den tids mission var på alle måder afhængig af Vesten. Af den opstod en romersk kirke. Oprettet under kolonimagtens beskyttelse blev kirken delvist båret af kolonisatorernes politiske og økonomiske magt. Det var derfor også en kolonial kirke. Evangeliseringen var hovedsagelig beregnet på den almindelige befolkning. Kirken nåede ikke byernes befolkning og de intellektuelle. Derfor var kirken også er landlig kirke. Kirkens teologi var romersk, kirkeretten var vestlig, liturgien latinsk – altså en importeret kirke. Kirken, der var opstået af vestlige missionærers arbejde, var i vidt omfang afhængig af vestlige missionærer og på mange måder også af missionærernes ‘moderhuse’ i Europa. Det var en klerikal kirke.
Kolonialismens krise og kritikken af det vestlige samfunds holdning til Den tredje Verden har også ramt evangeliseringen og kirken. Fra en næsten selvfølgelig selvsikkerhed vedrørende evangelisering vågnede man ved krisen og kritikken forskrækket op til en ‘rådvildhed omkring missionen’. Med afslutningen af anden verdenskrig og grundlæggelsen af internationale organisationer tog afviklingen af kolonisystemet fart. Den politiske uafhængighed, som nogle tidligere kolonimagter tilstod kolonierne, eller som kolonierne selv måtte tilkæmpe sig, gav kolonierne en formel autonomi, men samtidig opstod der en ny økonomisk og politisk afhængighed. Den klassiske form for vestlig kolonialisme var ophørt, men nu som før, eksisterede der et økonomisk og politisk overherredømme på en måde, som man kan kalde neokolonialisme.
Den tredje Verden – det traditionelle ‘missionsområde’ – tog til orde i verdensoffentligheden og gjorde deres ret gældende. Den nye og opvågnende nationalisme fremhævede deres egne kulturelle og religiøse traditioner. Den ‘moderne verden’ greb samtidig ind i alle regioner og hjørner af verden og lod ikke den landlige civilisation uberørt. By, industri og teknologi blev toneangivende. ‘En omfattende forandring trænger sig på for missionskirken, hvor man ofte har forvekslet evangeliets kraft med Vestens magt, Guds folks fordele med den europæiske civilisations privilegier, og den kristne universalisme med den hvide overherredømmes uniformisme’.
Det var netop under den anden verdenskrig og i tiden derefter, at man i de såkaldte kristne lande fremhævede nødvendigheden af ‘folkemission’. Internt i kirken opdagede man lægfolkets rolle. Hele regioner og samfundslag viste sig at være ‘ikke-kristne’. Missionsvirksomheden fandt dermed en ny opgave. Hvilke emner beskæftigede ‘folkemissionen’ sig med? Synd, helvede og død – og det ud fra en individuel synsvinkel, der helt var rettet mod det hinsidige. Det i missionen virksomme teologiske ordpar: Forløsning – fordømmelse var i denne forbindelse anvendelig.
Den evangelisering, der herefter fulgte, støttede sig dels på kirkens identifikation med visse borgerlige kulturformer, hvor ‘forløsning’ blev bundet op på at overtage visse kulturelle, politiske og ideologiske værdier, som den såkaldte vestlige kristne civilisation formidlede, dels på en dualisme, hvor forløsning og den konkrete historie intet havde med hinanden at gøre. Missionskirken, som netop udviklede sig i rationalismens og den videnskabelige kritiks tid, var apologetisk.
Netop med dette våben mente man at kunne slå modstanderne: Den byggede på fornuften og på universale og absolutte værdier. Man mente at kunne bevare troen ren med katekismer – klare spørgsmål og nøjagtige svar – med skolastisk teologi og dens klare definitioner, og med læreembedet, som blev betragtet som ansvarligt for spørgsmål vedrørende tro og moral.
Efter denne model er mission en nødvendighed for at bringe verden lys i mørket og bringe dem sandheden, som lever i uvidenhed og vantro. Missionen skal frelse sjæle. ‘Uden for kirken ingen frelse!’ – det blev taget helt bogstaveligt. Ved at fordømme andre religioner fordømte man også andre kulturer. Med en religiøs indoktrinering underkendte man samtidig folkets visdom, med en liturgisk, moralsk og teologisk uniformitet blev andres individuelle og kollektive identitet ødelagt, forhindret og undertrykt. Sammenfattende handlede det ved denne form for evangelisering, der var opbygget på bestemte principper, om en doktrinær evangelisering, som et eksportfirma, ‘som vil eksportere en europæisk religion – som den hidtil overlegne kultur og civilisation – til hele verden uden egentlig at ville forandre denne vare’. På en ensidig måde belærte denne mission andre ovenfra. Den anerkendte ikke de andre som værende anderledes, skønt der dog også var tale om undtagelser, men disse undtagelser blev aldrig til officielle og ønskede modeller for evangelisering.
