En hilsen fra biskop Czeslaw i anledning af verdensmissionssøndag
Pave Frans’ budskab til dette års missionssøndag henter inspiration i Lukas’ beretning om disciplene på vej til Emmaus (Lk. 24,13-35) og fortæller os, at brændende hjerter får fødderne i gang.
I lang tid har vi været vant til som Kirke i kristne lande at støtte udbredelsen af evangeliet til mennesker, der endnu ikke kender det. Sådan er vi selv blevet kristne engang, og det at drive mission er en del af Kirkens eksistensberettigelse og en permanent opgave. Selv om det stadig giver mening at støtte det klassiske missionsarbejde, kan vi dog ikke længere tale om ”dem og os,” når det drejer sig om mission. Alle lande er efterhånden blevet missionslande, også lande med en lang og overvejende kristen tradition.
At vi så også er et missionsland kunne jo betyde, at vi selv forventer, at blive hjulpet, og det sker også f.eks. i den støtte, vi får fra vore tyske velgørere. Men fordi det ikke længere er så meningsfyldt at definere blot nogle lande som missionslande, er der brug for en helt ny form for vekselvirkning, ja, vi kan i disse tider se det som et udtryk for synodalitet, det emne, der for tiden drøftes på bispesynoden i Rom.
På bispesynoden mødes kristne fra hele verden med traditioner, som er forskellige i både varighed og udtryksformer. Mødet skal tjene til større fællesskab og gensidig inspiration. I mange henseender er kirkelivet mere vitalt i de lande, som først for nylig har fået evangeliet forkyndt. Ofte er de materielle forudsætninger i disse lande dog skrøbelige, så der er brug hjælp til at støtte vitaliteten. Den støtte kan vi yde i vores del af verden, også selv om vi selv trænger til hjælp.
Vekselvirkningen må så gerne bestå i, at vi bliver opmuntret af at se troslivet vokse på andre kontinenter, og overvinder det mismod, vi nogle gange har til fælles med disciplene på vej til Emmaus. De mennesker, vi hjælper, kan være med til at få vore hjerter til at brænde på ny, når vi åbner os for det glade budskabs virkning.
På denne måde er vi med til at skabe synodalitet og lade os inspirere af den, så mismod – ligesom hos de to på vej til Emmaus – bliver forvandlet til opbrud for at give andre del i glæden over at opdage, at Kristus ledsager os.
Jeg anbefaler derfor, at vi alle efter bedste evne engagerer os i missionssøndagens anliggende og både med bøn og gavmildhed støtter udbredelsen af evangeliet.
+Czeslaw
