Antallet af katolikker stiger på verdensplan, mens antallet af præster er svagt stigende

Forud for Verdensmissionssøndagen offentliggjorde Vatikanets nyhedsbureau Fides sin statistiske rapport om Den katolske Kirke i 2026. Rapporten viser, at antallet af katolikker stiger på alle kontinenter, og at der bliver lidt flere præster, mens antallet af ordenssøstre og seminarister er faldende.

Antallet af katolikker på verdensplan er steget med 16,69 millioner til 1.422 milliarder ifølge rapporten Catholic Church Statistics 2026, som er udarbejdet af Vatikanets nyhedsbureau Fides.

Antallet af præster er også steget en smule, mens antallet af ordenssøstre og seminarister fortsat falder.

Fides har udarbejdet rapporten i anledning af den 100. Verdensmissionssøndag, som blev fejret d. 18. oktober under temaet ”Én i Kristus, forenet i mission.”

Tallene stammer fra Kirkens seneste statistiske årbog. Oplysningerne om befolkningstallet og antallet af katolikker gælder pr. 30. juni 2024, mens de øvrige tal gælder pr. 31. december 2024. Ændringerne er opgjort i forhold til 2023.

Vækst på alle kontinenter
Katolikker udgjorde 17,8% af verdens befolkning, som tæller næsten 8.000.000.000 (otte milliarder) mennesker. Antallet af katolikker steg på alle kontinenter, mest i Afrika, hvor der kom 7,58 millioner flere, og i Amerika, hvor stigningen var på 6,99 millioner. I Asien steg antallet med 968.000, i Europa med 911.000 og i Oceanien med 239.000.

Amerika havde fortsat det største antal katolikker med 678,87 millioner. Afrika havde med 288,31 millioner en smule flere katolikker end Europa, der talte 287,24 millioner. I Asien var der 156,17 millioner katolikker og i Oceanien 11,56 millioner.

Lidt flere præster, men færre seminarister
”For første gang i fem år er der en stigning i det samlede antal præster i verden,” hedder det i Fides’ rapport. Det samlede antal præster nåede op på 407.421, hvilket er en stigning på 425 i forhold til året før. Fremgangen i Afrika (+1.676), Asien (+1.065) og Amerika (+199) opvejede tilbagegangen i Europa (-2.483) og Oceanien (-32).

Antallet af verdenspræster steg med 496 til 279.238, mens antallet af ordenspræster faldt med 71 til 128.183.

Antallet af katolikker pr. præst steg dog med 38 til 3.491. Rapporten registrerede desuden 5.525 biskopper, en stigning på 95, og 52.102 permanente diakoner, en stigning på 669.

Antallet af ordenssøstre faldt med 9.292 til 580.131. Afrika var det eneste kontinent, der oplevede en stigning i antallet af ordenssøstre, nemlig 2.190. Europa oplevede det største fald med 6.473 færre.

Antallet af seminarister faldt med 2.891 til 103.604. Afrika var det eneste kontinent med en stigning, nemlig 786 flere seminarister, mens Asien oplevede det største fald på 2.733. Antallet af seminarister på det lavere uddannelsestrin var 94.041, hvilket er et fald på 980.

Lægfolks mission og tjeneste
Antallet af lægmissionærer steg med 18.473 til 463.079, mens antallet af kateketer steg med 22.370 til 2.889.336. Den største fremgang i antallet af lægmissionærer fandt sted i Amerika, mens antallet af kateketer steg mest i Amerika og Asien.

Den katolske Kirke driver desuden 75.448 børnehaver, 103.666 grundskoler og 51.810 ungdomsuddannelser. Kirkens netværk af sundheds- og velgørenhedsinstitutioner omfatter 101.110 institutioner, herunder 5.397 hospitaler og 13.646 ambulatorier. Ifølge rapportens opgørelser har Afrika det største antal både hospitaler og ambulatorier.


Vatican News – oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener