‘Det er ikke til at holde ud!’ Denne talemåde kender vi alle. Ofte er det blot noget, man slynger ud, når man skal afreagere, men det kan også være meget alvorligt ment: man kan ikke – man vil ikke mere!
Det kan være børn, der synes at hjemmet eller skolen ikke er til at holde ud. Det kan være arbejdspladsen, der ikke er til at holde ud. Det kan være forældrene, som bekymrer sig så meget om børnene, at de i deres overanstrengelse ikke synes, at det er til at bære længere. Det kan være ægteparret, der i deres krise gensidigt kan udtale disse ord. Det kan være syge, der ikke synes, at deres lidelser og deres situation er til at holde ud. Sådan er virkeligheden nu engang – og også helgenerne kendte til denne virkelighed, skønt man sjældent hører om det.
Også profeten Elias erfarede, ‘at det ikke var til at holde ud!’ Han befandt sig i en krise. Han kunne ikke mere – han ville ikke mere. Det gik ud over hans kræfter, og han flygtede. Gud havde sendt ham ud, men intetsteds fandt han forståelse eller hjælp. Den opgave, Gud havde givet ham, havde kun skaffet ham had og fjendskab. Nu var det nok med profetgerningen og med Gud! Intet hjalp ham i denne situation – heller ikke erindringen om begivenhederne på Karmelbjerget. Nu måtte han tåle dronningens dybe had og finde sig i, at hun stræbte ham efter livet. Elias havde ofte erfaret Guds hjælp, men nu var alt anderledes. Nu havde han ingen kræfter mere.
Elias var fysisk og psykisk helt færdig. ‘Herre, nu er det nok. Tag mit liv!’ Livet var ikke værd at leve, når man hele tiden var udsat for forfølgelse og skulle være på flugt. Han ønskede kun ét: at Gud ville gøre en ende på det hele. Han ønskede at dø – aldrig at vågne op igen. Han var ikke blot træt af at være profet, men han var træt af livet. Hvad skulle en profet gøre, når han blev forvirret over Gud og Guds sendelse? Andre kunne klamre sig til noget andet og finde en slags erstatning, men for profeten Elias var det ikke muligt. Han kunne ikke leve uden sin Gud. Han kunne ikke kappe kontakten til Gud, som så mange andre havde gjort. På sælsom vis kom Gud Elias i møde. Han sendte en engel, som sagde til Elias: ‘Stå op og spis!’
Elias reagerede som altid på Guds opfordring og blev styrket, så han kunne fortsætte sin vej, til han nåede Guds bjerg, Horeb. Her åbenbarede Gud sig for ham og trøstede ham. Her mødte han Gud – ikke i stormen – ikke i ilden – men i stilheden. Gud førte ham tilbage – tilbage i den situation, hvorfra han flygtede, og som ikke var til at holde ud. Nu havde Gud styrket ham og nu kunne han igen klare opgaven.
Vi kommer allesammen ud for kriser. Ved sygdom kan vi opleve kriser, der drejer sig om liv og død. Vi taler om legemlige og sjælelige kriser, om livskriser, om ægteskabskriser, om troskriser. Det afgørende er, hvordan krisen ender: liv eller død. Evangeliets budskab er noget tilsvarende. Det handler om Jesu eukaristiske tale. Her drejer det sig om livets brød. Gentagne gange fandt tilhørerne Jesu ord anstødelige. Det hørte ligesom med til hans budskab. Et sådant anstødeligt ord er, at man ‘skal spise mit kød og drikke mit blod’ for at få del i det sande og evige liv. For jødiske tilhørere var det uforståelige ord og ord, der måtte modsiges. Det var da at gå for vidt. Skulle forholdet til Jesus virkelig være så vidtrækkende og altomfattende? Hans påstand om at være det ‘brød, der kom ned fra himlen’ udløste modsigelse: ‘Er det ikke Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: ‘Jeg er kommet ned fra himlen?’ Hvorfor skal denne Jesus have så stor betydning? Som om alt selv frelse og forløsning – skulle være afhængig af hans person og af menneskets forhold til ham!’ Til alt dette havde Jesus ét svar: ‘Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager ham!’
Når mennesker kommer i kontakt med Jesus, er det Gud, der står bag. Gud bevæger menneskers hjerter. Engang sagde Jesus til Peter: ‘Ikke kød eller blod har åbenbaret dig det, men min Fader i himlen’ (Mt. 16,17). Det drejer sig her om troens mysterium. Det er ikke Jesus, der stiller sig i centrum, men det er Gud, der er centrum, og det er Gud, der gør forholdet til Jesus muligt, og det er Gud, der selv stiller Jesus i centrum.
Alt i alt er det et uhørt budskab: Gud henviser til Jesus som Messias. Derfor kan Jesus sige: ‘Den, der tror, har evigt liv!’ (Joh. 6,47). Det gælder også i dag. Det er virkelighed og forjættelse på en og samme tid. Overalt, hvor mennesker søger og er grebet af sandheden, er de på vej til Gud, og Gud har åbenbaret sig i Messias Jesus, som er ‘Guds ord, som er blevet kød’ (Joh. 1,14). Det er menneskevordelsens mening og betydning, og det bliver konkret i »livets brød«.
‘Det brød, jeg vil give, er mit kød til liv for verden!’ (Joh. 6,51). Jesus taler om fremtiden, om begivenhederne i nadversalen, om sin død på korset og om forløsningens mysterium. *Den, der tror, vil jeg opvække på den yderste dag’ (Joh. 6,40). Sådan giver Jesus os del i sit liv – i det evige liv.
Disse ord kunne få et helt nyt indhold i sammenhæng med Jesu ord: ‘Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham!’ (Joh. 6,56). Her drejer det sig om spørgsmålet: Vil du leve af mig og af min eksistens? Vil du leve gennem mig, med mig og i mig? Alt, hvad der har sammenhæng med Messias Jesus, står og falder med spørgsmålet: Hvem er han? Hvem er Messias Jesus? Hvis han er, som han åbenbarer sig at være, og som kirken tror, han er, så er han kilden til alt liv. Så er han ‘opstandelsen og livet (Joh. 11,25). Så er han ‘brødet til liv for verden’. Det er og forbliver et stort mysterium. ‘Så er det ikke mere mig, der lever, men Messias lever i mig’ (Gal. 2,20).
