“Men da han (Peter) så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn”. (Matt 14, 30 f).
Hvorfor er denne beretning kommet med i Bibelen? Sikkert ikke fordi vi blot skulle læse om noget mærkeligt, som skete engang. Vi, som tror, at Bibelen er Guds ord, ved, ar beretningen er sand. Men vi har ikke fået den fortalt bare, for at vi skulle undre os over en overnaturlig hændelse. Hensigten er dybere end som så.
Hovedpersonen i beretningen er ikke Peter. Ganske vis har ingen oplevet noget lignende det, han kom til at opleve den nat. Men han blev ikke stor af det, der skete. Som så ofte begyndte han godt, men fortsættelsen var ikke så god. Nej, det er Jesus, der er hovedpersonen – her, som alle andre steder. Jesus så disciplene nød midt i den mørke nat. Han kom ud til dem på bølgerne. Han stiller stormen, når alt håb er ude. Hele beretningen har sit tyngepunkt i det sidste vers: “Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds Søn”.
Han er Guds Søn. Der findes ingen vanskeligheder, som han ikke kan klare. Han er frelser for dem, som sætter deres lid til ham. Hvorfor tvivlede du, spurgte Jesus. Hvad skulle Peter svare? Vi ser, at han ikke havde noget svar. Der var heller ikke noget at svare. Men nu du og jeg, som tror på Jesus. Hvorfor tvivlede vi så ofte? Ser vi ikke i Bibelen, hvem han er, og hvad han kan? Har vi ikke i vort liv – i småt og stort – oplevet, at han har omsorg for os? Hver gang vi så det, da troede vi og tvivlede ikke, lige så lidt som Peter tvivlede i det øjeblik, bølgerne lagde sig. Men næste gang der kom storm, tvivlede vi igen. Hvorfor gjorde vi det? Her kan vi heller ikke finde noget svar. Lad os bøje os for ham igen, den underfulde, trofaste frelser. Sandelig, han er Guds Søn.
