Ifølge en af det andet Vatikankoncils (1962-65) centrale udtalelser, er kirken ‘ifølge sit væsen missionerende’ (Ad Gentes 2). I henhold til koncilets selvopfattelse er evangelisering forkyndelse af evangeliet, dvs. Kristi budskab fremført både ved livets og ordets vidnesbyrd (Lumen Gentium 35), og det er en opgave for hele Guds folk. Koncilfædrene var bevidste om den indre sammenhæng mellem evangeliets forkyndelse udadtil og den interne kirkelige reformproces indadtil, når de fastslog: ‘Heller ikke i vor tid er kirken uvidende om, hvor stor afstanden er mellem det budskab, den forkynder, og den menneskelige skrøbelighed hos dem, der har fået evangeliet betroet. Uanset hvorledes historien bedømmer disse brist, bør vi være opmærksomme på dem og energisk bekæmpe dem, for at evangeliets udbredelse ikke skal lide overlast (Gaudium et Spes 43).
På den baggrund er det nærliggende at undersøge forskellige former for evangelisering og spørge, hvorvidt forkyndelsen af evangeliet har forbindelse til en intern kirkelig fornyelse. Evangelisering kan opfattes og realiseres på mange måder og har derfor også forskellig indvirkning på kirken indadtil, og der eksisterer – idealtypisk – adskillige modeller, som sideløbende antræffes i kirken.
Den kerygmatiske evangeliseringsmodel
Med Den tredje Verdens – de såkaldte missionslandes – uafhængighed ændredes også missionens synsvinkel. Uafhængighed af Vesten var samtidig en ny opdagelse af egne kulturelle og religiøse traditioner, som hidtil havde været ubetydelige og foragtet i manges øjne. Bevidstgørelsen af egen historie og egen identitet er en proces, som finder sted i de tidligere missionskirker i Afrika, Asien, Latinamerika og Oceanien. I Europa skete der store forandringer: Europa mistede sin førerposition. I stedet dukkede to supermagter op, USA og Rusland, mens man ikke regnede med Kina. Det var Den kolde Krigs tid og tiden for det økonomiske opsving. En følge heraf var de store folkevandringer. Europas kulturelle og religiøse landskab ændredes og det konfessionelle miljø begyndte at opløses.
Kristendommen udgjorde ikke mere det bærende fundament for den europæiske kultur, der i stigende grad blev mere og mere sekulariseret. Man interesserede sig ikke mere for kristendommen og begyndte at lægge den bag sig. Det var begyndelsen til en tid ‘efter kristendommen’. Troen blev en privatsag, religion en ‘subkultur’. Videnskabelig rationalitet og demokratisk liberal tænkning blev bestemmende for samfundslivet. Men man skal ikke lade sig narre af alt dette, for den såkaldte folkelige katolicisme var som tidligere levende og bestemmende for hverdagskulturen i mange områder. Den gav livet mening, den formede samfundslivet og var som tidligere nærværende og aktiv i den sociale og politiske verden.
Missionsvidenskabeligt udviklede der sig en ny måde for evangelisering. Fra missioner til mission – sådan kan man beskrive denne ændring. Ganske vist var der tidligere gjort forsøg på at fremhæve evangeliseringens frihed. Kristen tro er ikke dominerende, og den betyder heller ikke en principiel afvisning af andre kulturer. Det viser navne som Bartolomé de Las Casas op, Roberto de Nobili sj og Matteo Ricci sj. Men først sent blev man i kirken helt klar over europæismen, og endnu senere erkendte man nødvendigheden af, at evangelisere i Europa. Man opdagede vigtigheden af mission hos os, og denne mission blev varetaget af apostolske bevægelser. De overtog evangeliseringsopgaven for de samfundsgrupper, som ikke var kristne eller opfattede sig som ‘efter-kristne’. Disse grupper var især at finde i industribyerne og i storbyernes forstæder (Madeleine Delbrêl). At evangelisere blandt dem var ikke mulig uden at udvikle en ny opfattelse af mission.
At forkynde evangeliets budskab kunne ikke medføre, at der skulle oprettes kristelige ordninger eller at kirkens strukturer skulle udvides. Det er pålagt alle kristne, at de ‘som levende vidner begiver sig ind i samfundets fordærvede og elendige områder, sådan som Jesus gjorde det. Man behøver blot at tænke på arbejderpræsterne. Da man fandt ud af, at store dele af det hidtil kristne samfund havde vendt kirken ryggen eller ikke længere opfat- tede sig som kristent, medførte det, at man udtænkte og forstod pastoralt arbejde som et missionsarbejde. Med bogen ‘France – pays de mission?’, som Yves Daniel og Henry Gopdin udgav i 1943, blev der åbent en religionssociologisk perspektiv i stedet for en geografisk syn på mission
Før koncilet havde man ofte anvendt ordet ‘mission’ for det kirkelige arbejde på vore breddegrader. Konsekvenserne, som den nye situation affødte, gik for mange kristne, som indlod sig på det nye, i en helt anden retning. Mange begyndte at distancere sig fra kirkens officielle strukturer, mens officielle kirkelige myndigheder omvendt havde vanskeligheder med de nye eksperimenter. Man anså kirkens enhed og ortodoksien for truet.
Snart viste der sig to tendenser for kirkeligt arbejde. På den ene side opfattede man den kristne opgave som mission eller som vidnesbyrd, på den anden side var kirkens opgave orienteret omkring menigheden og sakramenterne. Her kan man erindre sig den liturgiske bevægelse og missionariske fornyelser. ‘De mest åbne og storsindede blandt præster og lægfolk, som beskæftigede sig med den nye mission, erkendte, at mission så at sige har behov for at blive født på ny. De, der troede, at man kun behøvede at komme og udbasunere den sandhed, man sad inde med – og det endog ‘ovenfra’ – blev skuffede; Missionærerne kunne kun nedefra og meget ydmygt betræde en verden, som var fremmed. At være missionær, sagde man dengang, betyder skæbnefællesskab, sammen at gå gennem tykt og tyndt’. Det drejede sig altså om at forstå evangeliet på en anden måde og at søge nye veje for evangeliseringen. Hvordan så den tilsvarende teologi ud?
De missionsteologiske overvejelser er kendetegnet ved inddragelse af socialvidenskabelige erkendelser i det pastorale, ved optagelse af religionshistoriske arbejder og ved fornyelse af ekklesiologi. Missionerne søger man nu at forstå ud fra kirkens mission, og man begynder mere indgående at undersøge situationen eller konteksten, inden for hvilken den finder sted. Det førte ikke mindst til en positiv vurdering af ikke-kristne religioner på Det andet Vatikankoncil. Religions- og kirkesociologi bragte den vestlige kristendoms sande situation og menneskenes religiøse adfærd frem i lyset: Kristendommen er her på vej til at blive en minoritet. De store masser er ‘ikke- praktiserende’, men der kan alligevel være tale om vækst i den overbeviste kristne tro.
Hvorfor hedder denne model den ‘kerygmatiske evangeliseringsmodel’?
Man satser her på kraften i evangeliets forkyndte ord og går i grunden ud fra den antagelse, at Ordet, når det taler til mennesket i trosnød, uden videre bliver forstået og accepteret. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det kun omfatter dem, som allerede forud er interesserede, altså Ordet rammer og berører de, der på en eller anden måde allerede har relationer til kristendommen. Dem, som overhovedet ikke oplever de kan stille noget op med kristendommen, eller dem, der i bund og grund allerede har forladt kristendommen, kan den kerygmatiske evangelisering ikke nå. For dem vækker denne evangelisering indtrykket af en permanent indoktrinering, en hjernevask. En på monolog baseret evangelisering har også vanskeligheder med en dialogs anliggender. Kort efter koncilet ytrede J. Ratzinger sig således: ‘Den kirkelige opgaves kerne, budskabet om Jesus Kristus som frelser og forløser, kan som sådan ikke fremlægges af kirken til forhandling, men må til syvende og sidst blot forkyndes. På denne måde bliver forkyndelsen kirkens egentlige udtryksform, som den skylder de andre’.
Alligevel må man fastholde den vigtige indsigt, som denne model har givet. Det drejer sig om at indlade sig med ‘livsmiljøet’, konteksten, og der, at leve som kristen blandt og med mennesker, der har en anden tro. Det drejer sig ligeledes om at lade budskabet komme til udtryk. Hvordan? – det er en anden sag. ‘Samvær er ikke nok. Det må være samvær i Guds navn og med blikket fæstnet på Jesus Kristus. Kort og godt, der er ikke tale om mission, hvis man ikke bringer noget andet. Der er ikke tale om mission, hvis der ikke findes frugtbare spændinger. Hvis de ikke er til stede er der nok en kineser, en proletar eller en kæmpende arbejder, men der er ikke tale om mission…Når kirken er til for verden og ikke for sig selv, ikke for sin egen forherligelse eller for sin egen succes eller for sin egen magt, når den har en mission at udføre over for verden, må den frem for alt selv være noget andet end verden…
