Drengen led under, at religion var flevet et dødt fag for ham. Han tørstede efter mystik, men formåede ikke at give udtryk for det. En dag mandede han sig op til at få en samtale under fire øjne med præsten. Den dag var religion dagens sidste undervisningstime, og efter at kammeraterne havde forladt klasseværelset, var han alene tilbage med læreren.
Udenfor regnede det, som det gør om efteråret, og novemberdagens tidlige aftenskumring tog til. ‘Hvad vil du?’ spurgte læreren. Hans brilleglas lynede uroligt. ‘Er Gud god?’ spurgte drengen ganske sagte. ‘Gud er god’, svarede præsten. ‘Og almægtig?’ ‘Og almægtig’, svarede præsten. ‘Han kan altså udvirke, at mennesker ikke behøver at lide?’ ‘Han kan gøre alt, men ved lidelsen prøver Gud mennesket…’. ‘For at de kan blive frelste?’ ‘Ja, for at de kan blive frelste’.
Præsten stod i sin sorte præstekjole foran tavlen. Mørket i klasseværelset tog til og udviskede omridset af præstens skikkelse. Kun hans grå skæg var tydeligt at se. Med fingerspidserne holdt han en lang tynd blyant, der dirrede i luften som om den overførte hans indre spændinger. Hans stemme var isnende kold, næsten uforskammet og hans ord skar gennem stilheden. ‘Jeg har hovedpine’, sagde drengen, men tilføjede skyndsomt: ‘Og dyrene?’ ‘Hvad mener du?’ ‘Kan dyrene blive frelst?’ ‘Nej, dyr har ingen sjæl…’. ‘Hvorfor lider de så? Gud behøver jo ikke at pålægge dem prøvelser, når de ikke kan blive frelste’.’ Gud gør, hvad han vil, og det er ikke vor opgave at spekulere over hans vilje… Har du hovedpine?’ ‘Lidt’, svarede drengen, ‘men jeg forstår ikke…’. ‘Vi kan ikke begribe Guds luner’, sagde præsten og gjorde en pludselig bevægelse. Hans smalle skygge forsvandt fra tavlen og gled langs den hvide væg. Præsten rakte hånden ud og tændte på kontakten.
Det skarpe lys opfyldte rummet. Vinden piskede tunge regndråber mod ruderne. Drengen så sin lærer i øjnene, men så kun en refleks af lysene i hans brilleglas. Han havde lyst til at fortælle dette menneske, at hans viden om Gud ikke var meget værd og at hans kærlighed til Gud var ynkelig, men han havde ikke mod til det – og han vidste heller ikke, hvordan han skulle udtrykke disse tanker.
