Kære brødre og søstre!
Disse ord fra Jesu sidste samtale med disciplene, som skete i tiden mellem hans opstandelse og himmelfart, beskrives således i Apostlenes Gerninger: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (1,8). De er også temaet for dette års budskab til Verdensmissionsdagen, og kan hjælpe os til bedre at leve den kendsgerning, at Kirken ifølge sit væsen er missionerende. I år giver Verdensmissionsdagen os anledning til at mindes en række vigtige årsdage i Kirkens liv og mission: 400-års jubilæet for grundlæggelsen af Congregatio de Propaganda Fide – i dag Kongregationen for folkenes Evangelisering, 200-års jubilæet for Selskabet for troens Udbredelse, der sammen med Børnenes Missionsværk og Apostlen Petrus’ Værk for hundrede år siden fik pavelig anerkendelse.
Lad os kigge nærmere på de følgende tre nøglebegreber, som sammenfatter de tre grundsøjler i alle disciples liv og mission: ”I skal være mine vidner”, ”lige til jordens ende” og ”I skal få kraft” af Helligånden.
1. ”I skal være mine vidner” – alle kristne er kaldet til at vidne om Kristus
Det er det centrale punkt, kernen i det Jesus lærer disciplene med henblik på deres udsendelse i verden. Alle disciple skal være Jesu vidner i kraft af Helligåndens nåde, som de vil modtage – uanset hvor de drager hen og uanset hvor de er. Ligesom Kristus er Faderens første udsending og altså en ”missionær” (jf Joh 20,21) og hans ”troværdige vidne” (jf Åb 1,5), er enhver kristne kaldet til at være Kristi missionær og vidne. Og Kirken – fællesskabet af Kristi disciple – har ingen anden sendelse end den at evangelisere verden og aflægge vidnesbyrd om Kristus. Kirkens identitet er at evangelisere.
”I skal være mine vidner”: Når vi læser denne sætning grundigt og i sammenhæng tydeliggøres de tidløse aspekter ved den opgave Kristus betroede sine disciple. Flertalsformen understreger den fællesskabende og kirkelige karakter af disciplenes missionskald. Alle døbte er kaldet til mission i Kirken og på vegne af Kirken: Mission bedrives altså sammen og ikke individuelt, sammen med det kirkelige fællesskab og sker ikke på eget initiativ. Skulle nogen under ganske særlige omstændigheder bedrive mission på egen hånd, sker det og må altid ske sammen med den Kirke, som har udsendt dem. Som den hellige Paul VI lærte det i formaningen Evangelii nuntiandi, et dokument som jeg holder meget af: ”At forkynde evangeliet er aldrig en enkelt persons individuelle og isolerede opgave; det er en helt igennem kirkelig opgave. Selv den helt ukendte prædikant, kateket eller præst, der forkynder evangeliet i den fjerneste afkrog og samler sin lille menighed eller forvalter et sakramente, udfører, selv om han er helt alene, en kirkelig handling. En sådan handling er både ved institutionelle men også ved usynlige bånd, fordi den har sin rod i nådens orden” (nr. 60). Det var jo ingen tilfældighed, at Herre Jesus udsendte sine disciple to og to; de kristnes vidnesbyrd om Kristus er fremfor alt præget af fællesskab. For at bedrive mission er det derfor helt afgørende, at der findes et nok så lille fællesskab.
For det andet tilskyndes disciplene til at leve deres personlige liv i missionens tegn: Jesus udsendte dem i verden ikke alene for at bedrive mission, men især for at udleve denne mission, de var blevet betroet; ikke kun for at aflægge vidnesbyrd, men for især at være Kristi vidner. Apostlen Paulus beskriver det så bevægende: ”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme” (2 Kor 4,10). Missionens kerne er at vidne om Kristus, hans liv, lidelse, død og opstandelse af kærlighed til Faderen og til menneskene. Det er ikke tilfældigt at det netop var blandt dem, der havde været vidne til hans opstandelse, at apostlene så sig om efter én, der kunne erstatte Judas (jf ApG 1,22). Vi vidner om Kristus, den opstandne Kristus, og det er hans liv vi forsøger at give videre. Kristi missionærer udsendes ikke ud for at kaste lys på sig selv, egne færdigheder, overtalelse- og lederevner. Deres største ære er at frembære Kristus i ord og gerning, og glade og frimodigt at forkynde det glade budskab om hans frelse, sådan som de første apostle gjorde det.
I sidste ende er ”martyren” derfor det sande vidne; den, som giver sit liv for Kristus og gengælder den gave, som han har givet os af sig selv. ” Det første motiv til at evangelisere er Jesu kærlighed, som vi har modtaget, erfaringen af at være frelst af ham – det er den, som driver os til at elske ham stadigt mere” (Evangelii gaudium, 264).
Til sidst, hvad angår det kristne vidnesbyrd forbliver den hellige Paul VI’s iagttagelse altid gyldig: ”Det moderne menneske […] hører hellere på vidner end på lærde, og hvis man hører på lærde, er det, fordi de er vidner” (Evangelii nuntiandi, 41). I trosformidlingen er det vidnesbyrd, de kristne aflægger ved at leve i pagt med evangeliet, derfor af grundlæggende betydning. Men en anden opgave er ligeså vigtig: at forkynde Kristi person og hans budskab. Paul VI fortsætter da også sådan: ”Forkyndelsen, denne mundtlige proklamation af et budskab er altid strengt nødvendig. […] Ordet vedbliver med at være aktuelt, især når det har Guds kraft i sig [jf 1 Kor 2,1-5]. Derfor beholder Paulus’ aksiom, at ’troen kommer af det, som høres’ [Rom 10,17] sin aktualitet: Det er altså det hørte ord, der fører til troen” (ibid., 42).
I evangeliseringen er eksemplet på et kristent liv og forkyndelsen af Kristus derfor uadskillelige. Det ene er i den andens tjeneste. De er de to lunger, som ethvert fællesskab må trække vejret med, hvis det skal være missionerende. Et sådant fuldstændigt, konsekvent og glædeligt vidnesbyrd om Kristus vil helt sikkert også være en tiltrækningskraft for Kirkens vækst i det tredje årtusinde. Jeg opfordrer alle til at genoptage de første kristnes mod, åbenhed og parrhesía for at vidne om Kristus i ord og handling på alle livets områder.
2. ”Lige til jordens ende” – altomfattende mission er altid aktuel
Når den opstandne Herre siger til disciplene, at de skal være hans vidner, fortæller han dem også, hvor de bliver sendt hen: ” […] i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8). Vi ser her tydeligt den universelle karakter af disciplenes mission. Vi ser også missionens ’centrifugale’ geografiske udvidelse, som i koncentriske cirkler, fra Jerusalem – som ifølge jødisk tradition var verdens centrum – til Judæa og Samaria og til ”jordens ende”. Disciplene er ikke udsendt for at missionere, men for at forkynde; den kristne missionerer ikke. Apostlenes Gerninger taler om denne missionale ekspansion og giver et slående billede af Kirken, der ”drager ud” i troskab mod sit kald for at vidne om Kristus Herren, og styret af det guddommelige Forsyn under de konkrete livsbetingelser. De første kristne, der blev forfulgt i Jerusalem og derefter spredt ud over Judæa og Samaria, vidnede om Jesus overalt (jf. ApG 8,1.4).
Noget lignende sker stadig i vore dage. På grund af religiøs forfølgelse og situationer præget af krig og vold er mange kristne tvunget til at flygte fra deres hjemlande til andre lande. Vi er taknemmelige overfor disse brødre og søstre, som ikke bliver låst inde i deres egne lidelser, men vidner om Kristus og Guds kærlighed i de lande, der tager imod dem. Derfor opfordrede den hellige Paulus VI dem til at anerkende ”det ansvar, som mennesker, der udvandrer til et andet land, har over for det land, der tager imod dem” (Evangelii Nuntiandi, 21). Vi ser mere og mere, hvordan tilstedeværelsen af troende af forskellige nationaliteter beriger sognets ansigt og gør det mere universelt og katolsk. Derfor bør den pastorale omsorg for indvandrere værdsættes som en vigtig missional aktivitet, der også kan hjælpe de lokale troende med at genfinde glæden ved den kristne tro, som de har modtaget.
Ordene ”lige til jordens ende” bør udfordre Jesu disciple til alle tider og til stadighed drive dem til at gå hinsides deres vante omgivelser for at vidne om ham. Trods alle fordelene ved moderne rejseformer er der fortsat geografiske områder, hvor Kristi missionsvidner ikke er nået frem for at overbringe det gode budskab om hans kærlighed. Der er heller ikke nogen menneskelig virkelighed, der er fremmed for Jesu disciples bekymring i deres mission. Kristi Kirke vil fortsat ”drage ud” mod nye geografiske, sociale og eksistentielle horisonter, mod ”grænseområder” og menneskelige situationer, for at vidne om Kristus og hans kærlighed til mænd og kvinder fra alle folkeslag, kulturer og social status. I denne forstand vil missionen altid være en missio ad gentes, som 2. Vatikankoncil lærte det. Kirken må hele tiden presse sig fremad, ud over sine egne grænser, for at vidne for alle om Kristi kærlighed. Her vil jeg gerne mindes og udtrykke min taknemmelighed over de mange missionærer, der gav deres liv for at ”gå hinsides” og inkarnerer Kristi kærlighed til alle de brødre og søstre, de mødte.
3. ”I skal få kraft” af Helligånden – altid at lade sig styrke og lede af Ånden
Da den opstandne Kristus pålagde disciplene at være hans vidner, lovede han dem også den nåde, der var nødvendig for dette store ansvar: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner” (ApG 1,8). Ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger var det netop efter Helligåndens nedstigning over disciplene, at den første handling, hvor de vidnede om den korsfæstede og opstandne Kristus, fandt sted. Denne kerygmatiske proklamation – Peters ’missionerende’ tale til Jerusalems indbyggere – indvarslede en æra, hvor Jesu disciple evangeliserede hele verden. Hvor de tidligere havde været svage, frygtsomme og lukkede i sig selv, gav Helligånden dem styrke, mod og visdom til at vidne om Kristus over for alle.
Ligesom ”ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3), kan ingen kristen være i stand til at vidne fuldt og ægte om Kristus som Herre uden Åndens inspiration og hjælp. Alle Kristi missionerende disciple er kaldet til at erkende den afgørende betydning af Åndens arbejde, til at opholde sig i hans nærvær dagligt og til at modtage hans ufejlbarlige styrke og vejledning. Det er nemlig netop når vi føler os trætte, umotiverede eller forvirrede, at vi skal huske at henvende os til Helligånden i bøn. Lad mig endnu en gang understrege, at bønnen spiller en grundlæggende rolle i missionslivet, for den gør det muligt for os at blive genopfrisket og styrket af Ånden som den uudtømmelige guddommelige kilde til fornyet energi og glæde ved at dele Kristi liv med andre. ”At modtage Åndens glæde er en nåde. Desuden er det den eneste kraft, der sætter os i stand til at forkynde evangeliet og bekende vores tro på Herren” (budskab til Den pavelige missionsvirksomhed, 21. maj 2020): Ånden er altså missionens sande hovedperson. Det er ham, der giver os det rigtige ord på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde.
Det er i lyset af Helligåndens virke, at vi også ønsker at anskue de missionsjubilæer, der skal fejres i 2022. Oprettelsen af Congregatio de Propaganda Fide i 1622 var motivet af ønsket om at fremme missionsmandatet i nye områder. En guddommeligt inspireret indsigt! Kongregationen viste sig at være afgørende for at sætte Kirkens evangeliseringsarbejde virkelig fri for indblanding fra verdslige magter for at etablere de lokale kirker, som i dag udviser så stor styrke. Det er vores håb, at kongregationen – ligesom i de sidste fire århundreder – med Helligåndens lys og styrke vil fortsætte og intensivere sit arbejde med at koordinere, organisere og fremme Kirkens missionsaktiviteter.
Den samme Ånd, som leder Den universelle Kirke, inspirerer også almindelige mænd og kvinder til ekstraordinære missionsopgaver. Det var således en ung fransk kvinde, Pauline Jaricot, der grundlagde Selskabet for troens udbredelse for præcis to hundrede år siden; hendes saligkåring vil blive fejret i dette jubilæumsår. Selv om hun havde et dårligt helbred, tog hun imod Guds inspiration til at oprette et bøns- og kollektnetværk til fordel for missionærer, så de troende kunne deltage aktivt i missionen ”lige til jordens ende”. Denne geniale idé gav anledning til den årlige fejring af Verdensmissionsdag, hvor de midler, der indsamles i de lokale kirker, anvendes til den universelle fond, hvormed paven støtter missionsarbejdet.
I den forbindelse mindes jeg også den franske biskop Charles de Forbin-Janson, som oprettede Børnenes Missionsværk for at fremme mission blandt børn med mottoet: ”Børn evangeliserer børn, børn beder for børn, børn hjælper børn i hele verden”. Jeg tænker også på Jeanne Bigard, der oprettede Apostlen Petrus’ Værk til støtte for seminarister og præster i missionslande. Disse tre missionsselskaber blev anerkendt som ’pavelige’ for præcis hundrede år siden. Det var også under Helligåndens inspiration og vejledning, at den salige Paolo Manna, der blev født for 150 år siden, grundlagde det nuværende Pavelige Missionsunion for at øge bevidstheden og fremme missionsånden blandt præster, ordensfolk og hele gudsfolket. Den hellige Paul VI var selv en del af dette sidstnævnte selskab og bekræftede dets pavelige anerkendelse. Jeg nævner disse fire pavelige missionsselskaber på grund af deres store historiske fortjenester, men også for at opfordre jer til i dette årlige år at glæde jer sammen med dem over de aktiviteter, de udfører til støtte for evangeliseringsarbejdet i Kirken, både den universelle og den lokale. Det er mit håb, at de lokale kirker i disse selskaber vil finde et sikkert middel til at fremme missionsånden blandt Guds folk.
Kære brødre og søstre, jeg drømmer fortsat om en fuldstændig missionerende Kirken og en ny æra af missional aktivitet blandt de kristne samfund. Jeg gentager Moses’ store ønske for Guds folk på deres vandring: ”Gid hele Herrens folk var profeter” (4 Mos 11,29). Ja, gid vi alle i Kirken var det, som vi allerede er i kraft af dåben: Herrens missionærer ved Helligåndens kraft til jordens ende! Maria, missionernes dronning, bed for os!
Givet i Rom, Laterankirken, 6. januar 2022, højtiden for Herrens åbenbaring
FRANS