I modsætning til Matthæus- og Lukas-evangeliets beretning om den samme begivenhed, har Markus-evangeliet sat beretningen ind i en større sammenhæng. Jesus havde i dagens løb talt til en stor menneskemængde i lignelser og efterfølgende forklaret disse lignelser indgående for disciplene. En sådan ekstra undervisning burde styrke disciplenes tro på og tillid til Jesus. Ikke desto mindre blev de grebet af angst, da de efter dagens begivenheder på Jesu befaling sejlede tværs over Genesaret sø og blev overrasket af en stærk storm. At Jesus var med i båden formindskede ikke deres angst og øgede ikke deres tillid – næsten tvært imod, for det provokerede dem voldsomt, at Jesus lå og sov og ikke lod sig anfægte af, at stormen piskede vand ind i båden og båden truede med at kæntre. Til sidst kunne de ikke andet end at vække ham: ‘Mester, bekymrer det dig ikke at vi er ved at gå under?’.
Selv om nogle af disciplene i båden var fiskere og kendte Genesaret sø og de stærke storme, der på et øjeblik kunne rejse sig, blev også de bange over situationen. Også vi kommer ud for situationer i vor hverdag, hvor et ‘uvejr’ pludselig rejser sig og truer med at rive jorden bort under vore fødder. Disciplene havde det som vi har det i en sådan situation. Angsten og usikkerheden er en ganske naturlig reaktion, en refleks, der indfinder sig uanset om Jesus er i nærheden.
Det mest påfaldende ved dagens evangelium er ikke disciplenes angst, men den kendsgerning, at disciplene vækker Jesus og bebrejder ham, at han ikke bekymrer sig om dem i den aktuelle nødsituation. I stedet for at tage situationen i deres egne hænder – en vej, mange i vore dage slår ind på, når de kommer ud for problemer – henvendte disciplene sig til Jesus og lod ham få kendskab til deres inderste tanker og følelser. Kommer vi ud for en eksistentiel krise er det derfor også den vej, vi bør følge, for skønt vi kan opleve det modsatte, så er Jesus os nær og har del i vor situation.
Jesus besvarer disciplenes henvendelse dels ved straks at byde stormen at lægge sig og derpå at sige til disciplene: ‘Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?’ Når jeg tænker på dette emne, dukker billedet op fra Mt. 8,23-27: ‘Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov’. Kirken har altid opfattet sig selv som værende et skib, Peters skib. Måske gribes vi i dag af angst, fordi Jesus synes at sove, og fordi vi ikke er os tilstrækkeligt bevidst om hans nærvær og styrke. Gælder hans formaning ikke ganske særligt i vor tid: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Ved at overvinde angsten giver vi et vidnesbyrd om, hvor meget vi tror og har tillid til Gud. I en verden fuld af angst har vi brug for en kirke, som udstråler tillid og håb, et skib, der kan samle alle de mange op, som er i nød og søger hjælp, mening og tillid.
Vil han dermed sige, at de ikke har tro? Disciplene kaldte ham ‘mester’ og dermed gav de udtryk for deres generelle tro på ham, som var funderet i et håb om, at Jesus var Guds Messias. Det var altså ikke den generelle tro, disciplene savnede, men det kneb med at omsætte den i den givne situation. Disciplenes forestilling om Messias kom hele tiden på tværs af den virkelighed, de oplevede. Hvis Jesus virkelig var Messias, så måtte han gribe ind, og da det ikke skete, sneg tvivlen sig ind og truede med at slukke håbet. Det er det, Jesus kritiserer og Jesu kritik rammer os på samme måde, som den ramte disciplene. Også vi befinder os hele tiden i situationer, hvor vi har vanskeligt ved at lade vor generelle tro komme til udtryk i dagliglivets små og store situationer, og på denne måde være aktiv medvirkende til at fremme virkeliggørelsen af Guds rige – det rige, som vi ofte har så svært ved at få øje på og hvor tvivlen sniger sig ind. Som disciplene må vi ‘vække vor mester’, anråbe om hjælp og midt i vor tvivl udbryde: ‘Hvem er dog han?!’
Når jeg tænker på dette emne, dukker billedet op fra Mt. 8,23-27: ‘Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov’. Kirken har altid opfattet sig selv som værende et skib, Peters skib. Måske gribes vi i dag af angst, fordi Jesus synes at sove, og fordi vi ikke er os tilstrækkeligt bevidst om hans nærvær og styrke. Gælder hans formaning ikke ganske særligt i vor tid: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Ved at overvinde angsten giver vi et vidnesbyrd om, hvor meget vi tror og har tillid til Gud. I en verden fuld af angst har vi brug for en kirke, som udstråler tillid og håb, et skib, der kan samle alle de mange op, som er i nød og søger hjælp, mening og tillid.
