“Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig?” (Mat 18,21).
I dagens evangelium tager Peter et varmt emne op: Synd og tilgivelse i menigheden, og han foreslår selv en løsning: Man skal tilgive 7 gange – for der må være en øvre grænse. Når Peter foreslår, at man skal tilgive en medtroende op til syv gange, har han dermed villet vise storsind. Men Jesus afviser en øverste grænse med at sige: ‘Ikke syv gange, men syv og halvfjers gange’, d.v.s. der findes ingen grænse for tilgivelse; man skal altid tilgive.
Overalt hvor mennesker lever med hinanden findes der skyld. Ofte er det små misforståelser, der får stenen til at rulle. Det gælder for det enkelte menneske, men også for hele folkeslag. Uden tilgivelse er menneskelig samvær med hinanden ikke mulig. At tilgive er noget der koster mange kræfter. Naturligvis må man først søge på bedst mulige måde at gøre det godt igen, som man har forvoldt. Men når man har gjort alt, hvad man kan gøre, er der endnu en lille rest, som kun kan fjernes, når det forløsende ord siges: ‘Jeg tilgiver dig!’
Tilgivelse – er det overhovedet muligt at tilgive? Vore erfaringer med at tilgive er ikke opmuntrende. Med tilgivelsen kommer den skyldige let om ved sine handlinger, og bliver nærmest opfordret til at begå nye krænkelser. Man tramper ofte på det menneskes følelser, som er parat til at tilgive.
Jesus sagde til Peter: Du skal ikke tilgive syv gange, men syvoghalvfjerds gange – med andre ord: Du skal altid tilgive, igen og igen. Har man da ikke ret til at sige: Nu er det slut. Jeg har tilgivet så ofte. Nu kan og vil jeg ikke mere! Den anden skummer jo fløden, for han regner med at man tilgiver ham!
Menneskeligt set er tilgivelsens vej ikke farbar især ikke i dens yderste konsekvens. Man tilgiver gerne én, to eller tre gange, men så er det slut. Så er det ikke relevant længere. Nu er den anden gået for vidt! Gud tænker på en anden måde og søger at indgyde os mod. Det er hensigten med dagens lignelse. Guds vilje til altid at tilgive, skal provokere vor gode vilje. Enhver, der har fået tilgivelse for så meget, må også selv vise samme tilgivende holdning.
Evangeliet lærer os to ting: For det første må vi aldrig blive trætte af at tilgive. For det andet må vi igen lære at tænke på Gud på en anden måde, end vi gør. Gud er ikke en regent, som vi har valgt. Han er ikke grundlæggende som vi, og er ikke som vor regering lige for loven. Først når vi forstår det, forstår vi også, hvad det betyder, at Gud bøjer sig ned til os, at han tilgiver os vor skyld, som vi aldrig kunne betale os fra. Han selv har betalt løsepenge for os.
Når man forstår det, må man se op på korset. Det var, hvad det kostede ham at tilgive os, og det er denne grænseløse tilgivelse, der giver os liv. Hvor ofte skal jeg tilgive? Alt må have en ende – også tilgivelsen? Måske kan man kun besvare en sådan påstand med at sige: Hvor der er en tilbøjelighed til at ophøre med at tilgive, der er der for alvor tale om at skulle være kristen.
Ifølge Matthæus er tilgivelse det, der gør menneskeligt og kristent fællesskab muligt. Uden tilgivelse vil der kun være tale om en gensidig regnskabsaflæggelse og afregning – en ond cirkel af gengæld og gengæld på gengæld. På samme måde anser Kolossenserbrevet tilgivelsen som grundlaget for den kristne menighed: “Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre” (Kol. 3,13). Den tilgivelse, som de kristne har modtaget af Kristus, skal også præge deres samvær med hinanden.
Der findes ikke kærlighed uden tilgivelse, og et fællesskab kan ikke eksistere uden at dets medlemmer igen og igen er rede til at tilgive hinanden. Det gælder for ægteskabet som for klosterlivet og menighedslivet. Vi kan kun udholde at leve i et fællesskab, hvis vi altid oplever tilgivelse. Vort bidrag til fællesskabets opbygning består i, at også vi er rede til at tilgive de andre.
