Mon ikke de fleste af os kender den leg, der hedder ”skjul” eller vi kalder den måske for ”gemmeleg ”. Den, der er den, skal finde de andre, som har gemt sig alle mulige mærkelige steder. Han, der er den, ved, at de alle sammen findes et eller andet sted – de er jo ikke pludselig blevet til ingenting, bare fordi han ikke kan se dem – men hvor de er, ja, det er det, han skal finde ud af, og derfor leder han.
Se, nogle gange kan vi mennesker opleve, at Gud skjuler sig for os. Der er måske en, vi holder meget af, som er blevet syg – måske har vi bedt om noget uden at få det – eller vi har mistet det, vi var eller mest glad for. Når vi oplever sådan noget, synes vi, Gud er meget langt væk, ja, måske tvivler vi på, at han overhovedet er der. Men ligesom et menneske ikke bliver til ingenting, bare fordi vi ikke kan se det, sådan bliver Gud heller ikke til ingenting, selv om han skjuler sig for os.
Hvorfor mon Gud indimellem skjuler dig for os? En af grundene kan være den, at vi skal lære at lede efter ham, at kalde på ham, indtil vi finder ham. Og hvor er det, vi først og fremmest skal lede for at finde Gud? I Bibelen, i sakramenter – det er der, Gud viser sig for os.
Når vi leger skjul eller gemmeleg, er det ikke altid så let at finde dem, der har gemt sig; men bliver vi ved længe nok, skal det nok lykkes. Sådan har Jesus også givet et vældigt løfte til den, der bliver ved med at lede efter og kalde på Gud: ”For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for”. (Matt 7, 8).
