For mange mennesker er kirken en slags service-organ, som man har brug for ved forskellige lejligheder. Hvad den egentlige mening med kirken er, og hvorfor den overhovedet eksisterer, er ikke noget, der interesserer vor tids mennesker ret meget. Den svigtende interesse for kirken ses også af interessen for kirkens missionsarbejde. Hvis man på denne verdensmissionssøndag vil spørge en række kristne, hvad de forstår ved mission, vil de fleste besvare spørgsmålet ved at henvise til en de missionærer, der findes i Den tredje Verden og som man på denne dag samler ind til, så de kan udføre deres arbejde. Hvad disse menneskers arbejde består i, står fortsat hen i det uvisse. Deres opgave er ikke først og fremmest at yde nødhjælp eller udviklingshjælp.
At de er udsendt af Verdenskirken for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus og gøre mennesker overalt i verden bekendt med, hvad han har udrettet for menneskeheden, tænker man ikke så meget på. Man er tilskuer til deres arbejde på samme måde, som man om aftenen ved fjernsynet er tilskuer til beretninger fra Den tredje Verden. Hvis vi blot et øjeblik tænker lidt nærmere over, hvem Jesus egentlig var, og hvad han ønskede af sine disciple, så kan vi hurtigt indse, at vi ikke kan nøjes med at være tilskuere, hvis vi fortsat vil kalde os kristne.
Jesus sagde: ‘Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham’ (Joh. 14, 6-7). Til sine apostle sagde han: ‘Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen’ (Mark. 16,15). Når det er kirkens opgave, så kan den ikke gøre andet – så må den fortælle mennesker i hele verden om Jesus Kristus. Så må den fortælle om menneskelivets mål og mening, sådan som Gud ved Jesus Kristus har vist os den. Derfor er kirken ikke en hjælpeorganisation på linie med alle andre. Dens væsentligste opgave er at være missionerende – overalt, hvor den findes, og hvor der er kristne fællesskaber/menigheder.
Det ligger allerede i ordet ‘mission’. Det er et latinsk fremmedord, der ordret betyder ‘sendelse’. Hvis kirken opgav sit missionsarbejde, ville den opgive sig selv. Grundlaget for kirkens missionsopgave er troen på Jesus Kristus. Hvis kirkens mission var udviklingshjælp, kunne andre organisationer overtage arbejdet. Men at opgive mission er det samme som at opgive troen på Jesus Kristus. I verden af i dag kan man iagttage, hvordan man søger at påvirke mennesker i Den tredje Verden og hvordan man søger at give dem en ny åndelig orientering.
I mødet med den globale verden har deres hidtidige menneskeopfattelse og verdensbillede ikke kunnet holde stand. Nogle har vendt sig til islam, andre til marxismen og atter andre til en vestlig konsumtænkning. I dette globaliserede virvar med dets mange konflikter og kultursammenstød er vi kristne kaldet til at pege på Jesus som vejen, sandheden og livet. Hvor det sker, er der tale om mission. Når man opfatter mission på denne måde, er der ikke tale om grænser – også vort eget land er missionsland. Det bliver nærliggende at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor betyder kirken så lidt for så mange mennesker? Hvorfor siger kirken ikke de unge noget? Kan svaret ikke ligge i, at alt for mange mennesker lever som tilskuere til den kristne tro? At de ikke er ‘missionærer’, d.v.s. mennesker, som i deres liv viser, hvilken mening og fremtid den kristne tro giver? Dermed er der også givet et svar på, hvad vi kan gøre for at opfylde det, Jesus ønskede af os.
Kun få kan rejse ud til missionslandene i Den tredje Verden, men i vort eget missionsland har vi rigelig lejlighed til på mangfoldige måder at vidne om vor tro og være missionerende. Og vi er missionerende, når vi handler efter Jesu vigtigste bud: Kærlighedsbudet, når vi interesserer os for vore medmennesker, når vi bærer over med hinanden (også med dem, der går os på nerverne), når vi hjælper hinanden, når vi viser et godt eksempel. Indsamlingen til verdensmissionen på denne søndag er en vigtig indsamling, men den er ikke nok. Det vigtigste er vor bøn for og vort eget engagement i at udbrede det glade budskab om Jesus i vore omgivelser, og det gør vi ved i ord og handling at leve efter Jesu anvisninger.
Den beundrede mother Teresa fra Calcutta har ikke prædiket om mission, men hun levede sin tro, og sammen med sit fællesskab for handlekraftig næstekærlighed har hun, hvor hun arbejdede, gjort verden lidt mere menneskelig og kristendommen lidt mere troværdig. Vore omgivelser, der i stor udstrækning er blevet afkristnet, ville få et andet udseende, hvis vi ville omsætte vor tro i handlinger og høre Jesus sige til enhver af os: ‘Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer’ (Joh. 20,21).
P. Minh Quang Nguyen
