Kære alle,
Missionsbefalingen læser vi flere steder i evangelierne og i Apostlenes Gerninger. Det er Jesu sidste ord til disciplene – ikke bare de disciple, der stod om ham Kristi Himmelfartsdag, men disciplene gennem alle tider. Det var ikke de lærde, de store i denne verden, de rige, der skulle være budbringere. Det var enkle, ulærde og fattige mænd og kvinder, det hele skulle afhænge af. Missionsbefalingen gav Jesus først disciplene under mødet med dem i Galilæa; senere gentog han den på Oliebjerget umiddelbart før sin himmelfart. Efter åbenbaringen selve påskedag for kvinderne og disciplene og ugedagen efter også for Thomas, viste Jesus sig først for dem, efter at de var draget hjem til Galilæa (Joh. 21). Mattæus og Johannes oplevede begge begivenheden, og hos dem begge blev der givet udtrykt for tvivl. Trods åbenbarelserne i Jerusalem var der tvivl i deres hjerter. Det var så utroligt, det, der var sket, at en vis skepsis af og til dukkede op hos dem. Var det alligevel ikke blændværk? Kunne sådan en begivenhed som opstandelse fra de døde ske? Nogle troede absolut, andre tvivlede. Den lille skare var ikke ét hjerte, én sjæl og én ånd. Der blev nok ført mange diskussioner mellem dem. Jo længere begivenhederne i Jerusalem kom på afstand, jo større blev tvivlen hos nogle. Selv da Jesus så igen åbenbarede sig for dem, tvivlede nogle, siger Mattæus.
Befalingen blev givet kort og knapt, men ikke til at misforstå. Den fulgtes så af løftet: “Jeg er med jer”. De skulle ikke efterlades faderløse. Hvad han havde lovet dem skulle ske. Gennem Helligånden skulle han være med den enkelte af dem. Dette understregede han, da han gentog og nærmere udformede befalingen på Oliebjerget Kristi Himmelfartsdag. Missionsbefalingen gjaldt ikke bare de elleve eller de 120. Den gælder også enhver af os og alle disciplene til alle tider. I dag er det os, der skal adlyde den. Er vil villige til det? Kærligheden er kendetegnet på det rette discipel-sindelag, og i kærligheden er også offersind (1.Kor. 13). Kærligheden må være drivkraften i vore liv. Er den det, gør vi intet usømmeligt. Vi behøver derfor ikke få besked om, hvad vi må og ikke må. Er vi fyldt med Kristi kærlighed, er vi aldrig i tvivl.
Kære alle,
Kan et menneske være lysgiver? Ja, det kan det, og når vi møder dette menneske, er det lys til stede, som vi længes efter. Vi længes efter at møde det menneske, i hvem Gud kommer os i møde. Mennesket finder ikke dette lys i alkohol eller narkotika, for det viser sig at være pseudo-lys, som formørker menneskets indre. Hvor kan vi finde dette menneske? Ham møder vi i Jesus Kristus. Det er de tre vise mænds vidnesbyrd. De søgte Guds lys, lod sig lede af Gud. Intet kunne hindre dem i at følge Guds vej og til sidst fandt de Guds lys i Bethlehem i et barns skikkelse, faldt ned og hyldede barnet og ofrede deres gaver.
Hvordan kan Gud blive lys for os, hvis vi lader vore medmennesker sidde i mørket? Lyset har normalt en stor tiltrækningskraft på os mennesker. Har et menneske fået en god idé, taler vi om, at der er gået et lys op for vedkommende. Historien viser os også, at de kristne kendte profetens tekst, og i Jesus Kristus så det lys, som skulle lyse over Jerusalem, frelsens sol, som hedningerne skulle valfarte til. Et stærkt lys tiltrækker insekter, og de flyver ind i lyset / ilden og brænder op. Mange af de lys, som vi tiltrækkes af i vor verden, er af den art. Vi drages af dem og risikerer at blive opslugt af ilden og gå til grunde som mennesker. De vise mænd fra østen fulgte et lys, der i begyndelsen bragte dem på vildspor. De henvendte sig hos de politiske og religiøse magthavere, og som dem ledes mange endnu på vildspor af ‘stars/stjene’, der præsenteres for dem bl.a. af vor verdens moderne medier. Det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er kommet til os i skikkelse af et barn i Bethlehem. Det er ikke enhver, der straks kan se hans betydning. Derfor vil vi bede Gud om, at han dag for dag vil lade os erkende og forstå det lys, der sandt og ægte kan oplyse vort liv. Tak igen for al jeres støtte. Tusind tak for jeres bidrag til Missio Danmark. Med jeres støtte og hjælp kan vi række ud til flere af de mennesker, der har brug for hjælp. I og jeres familie ønskes en glædelig jul, samt et godt og velsignet nytår. Måtte Gud skænke jer og jeres kære sin rige nåde og fred. De bedste hilsner
P. Quang Minh Nguyen