”Man kan ikke være en god katolik uden at gå i kirke.” – Fulton J. Sheen.
Jeg tror, at Fulton Sheens pointe stikker dybere end blot at sige, at man er en dårlig katolik, hver gang man går glip af messen. Tænk på det som at være medlem af en sport klub. Hvis man siger, at man er medlem, men aldrig møder op, aldrig deltager og aldrig bliver en del af fællesskabet, så lever man næppe op til, hvad det vil sige at være medlem. Det samme gælder for det at være katolik. Katolicismen er ikke blot et personligt forhold til Jesus, som vi praktiserer i det skjulte. Vi tilhører en kirke, et fællesskab, en familie – Kristi legeme. Og selve kernen i denne kirke er eukaristien.
Vi går ikke i kirke, bare fordi det er en ugentlig pligt, eller fordi det forventes af katolikker, at de møder op. Vi går derhen, fordi Kristus er virkelig til stede i eukaristien, og fordi messen er stedet, hvor kirken samles for at tilbede Gud og modtage Kristus selv.
Vi kan bede derhjemme. Vi kan læse i Skriften. Vi kan se messen online, når omstændighederne forhindrer os i at deltage fysisk. Men intet af dette kan erstatte virkeligheden i at samles fysisk med kirken og – når vi er ret indstillet – modtage Jesus i den hellige kommunion. Der er naturligvis mennesker, der reelt ikke kan deltage på grund af sygdom, plejeopgaver, afstand eller omstændigheder uden for deres kontrol. Det er en anden sag. Men for os, der har mulighed for at komme afsted, udfordrer Sheens ord os til at spørge: Hvis jeg kalder mig selv katolik, deltager jeg så rent faktisk i kirkens liv, og gør jeg eukaristien til centrum i mit liv?
For at være katolik handler ikke blot om at bære en betegnelse. Det handler om at tilhøre Kristus og hans kirke. Og i centrum for dette tilhørsforhold står eukaristien.
Salige Fulton Sheen, bed for os!
