Festen for alle de hellige konfronterer os med vores egen hellighed eller snarere vores mangel på hellighed. Ikke for at tage modet fra os. Tværtimod. Det er håbet, der er denne fests budskab. Kirken siger ganske vist, at alle helgenerne går i forbøn for os. Men vores hellighed opstår ikke ved hjælp af magi eller pr. automatik. Vi er nødt til at arbejde på den. Evangeliet på denne dag viser os vejene til hellighed. Hvis vi har tænkt os at gå i gang, så lad os prøve ganske kort at gennemgå disse veje enkeltvis.
1. Salige er de fattige i ånden. Det er den første saligprisning, og det er uden tvivl, fordi den er nøglen til alle de andre. Den fattige er ham, der forventer alt. Han står med åbent sind og fuld af forventning. Den rige derimod, den inkarneret rige, er ham, der mener, at han kan klare sig selv i alle henseender. Han forventer ikke mere. Hans eneste bekymring er angsten for at miste det, han ejer. Hvis han kalder sig kristen, ejer han endog sin Gud. Lad os prøve at slå ind på en vej, der fører til, at vi giver slip på os selv for at kunne modtage den Eneste, der kan fylde vort sind.
2. Salige er de, som sørger. Det er svært at gøre fortvivlelse og tårer til noget ideelt i livet. Derfor er det heller ikke tårerne som sådan, denne saligprisning opstiller som ideal. Den viser os. hvor vi kan finde den virkelige trøst, der ikke kan komme fra vores fejhed ej heller fra vore anstrengelser for at unddrage os vort ansvar. Tårerne forener os med Jesus, om hvem Evangeliet fortæller, at han græd ved sin ven Lazarus’ grav. Den sande trøst kan kun komme fra Gud.
3. Salige er de sagtmodige. Denne saligprisning er afslutningen på Israels historie frem til Jesus. Fra sit udspring i volden når Israel lidt efter lidt, takket være Guds utrættelige imødekommenhed, frem til at fostre Jomfru Maria og hendes Søn, Jesus. Og hvad kommer Jesus til at prædike? Forkastelse af volden, om det så var for at forsvare sig mod dem, der ville korsfæste ham. Han mister livet ved det. Men samtidig viser han radikalt, at den virkelige styrke ikke stammer fra menneskenes voldsomhed, men fra Guds kærlighed, der laderham genopstå.
4. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden. Profeterne har til bevidstløshed gjort opmærksom på, at Gud ikke kan bruge ens ofre til noget som helst, hvis man ikke betaler sine ansatte, hvis man ikke giver enhver, hvad man skylder ham. Vores retfærdighed begynder med retfærdighed mod vore medmennesker. Og denne retfærdighed giver os mulighed for at genfinde den rette plads foran Gud. Lad os ikke gå rundt og tro, at vi er retfærdige for Gud, hvis vi ikke har gjort alt, hvad der står i vores magt for at standse den uretfærdighed, der huserer blandt menneskene.
5. Salige er de rene af hjertet. De, der har et direkte blik, der ikke altid er rettet mod dem selv, men mod Gud og det kald, han giver os til den gerning, han betror os. Det kommer først og fremmest til udtryk gennem vore standspligter. Det er denne renhed. der skal udmøntes ved alle de lejligheder i vort liv, hvor vi er fristede til først at tænke på os selv. Det gælder for eksempel trangen til fornøjelse af enhver art. Enhver fornøjelse, der kun er til glæde for os selv, er uren. Enhver fornøjelse, der harmonerer med vores længsel efter Gud, er en vej til hellighed.
6. Salige er de, som stifter fred. Salige er de barmhjertige. Hvor vi dog forstår denne saligprisning, sådan som forholdene i verden er! Hvad vi har meget sværere ved at forstå, er vigtigheden af, at vi prøver at stifte fred på det menneskelige plan i vort daglige liv i familien, på arbejdet, med naboerne. Vor Herre siger os, at kilden til fred er tilgivelse. For tilgivelsen er den eneste, som kan bryde den onde cirkel, der opstår af vores trang til hævn. Tilgivelse er, hvad Gud skænker menneskeheden.
7. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed. Denne saligprisning siger helt klart, at enhver har ret til at følge sin egen samvittighed. Har vi mod til at lytte til vores samvittighed, koste hvad det koste vil? Eller foretrækker vi som Pilatus at overhøre den, hellere end at risikere karriere, omdømme eller bare bekvemmelighed ved klart at melde ud, hvad vores samvittighed erkender er retfærdigt?
8. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer. Vi er ikke alle kaldede til at blive martyrer. Men hvor tit vil vi ikke hellere undlade at skilte med vores kristendom end at risikere drillerier eller ubehageligheder? Når vi tænker over denne tekst, lad os da ikke glemme, at omkvædet i hele dette afsnit af Evangeliet er ordet salig. Måtte den salighed, Gud giver, aldrig slippe os!
