Jesus blev ofte mødt med store opgaver og krav. Her møder vi ham, hvor han som så ofte før er sejlet over til den anden bred af Genesaret Sø for at få lidt ro og hvile. Der mødte han en synagogeforstander ved navn Jairus. Han faldt ned for Jesu fødder og bad indtrængende Jesus om hjælp. Jairus og hans familie havde oplevet noget af det sværeste forældre kan blive udsat for. Deres lille datter var meget og alvorlig syg, ja så syg, at de så døden i øjnene. Synagogeforstanderen havde imidlertid en stærk tro på Jesus som den store læge. Han opsøgte Jesus, bad om hans hjælp, og Jesus gik med Jairus hjem. Jesus sagde ikke, han ville komme forbi ved lejlighed. Nej, han var resolut i sine handlinger.
Inden de nåede hjem til Jairus, kom nogle af hans folk dem i møde og sagde, at datteren var død, og at de derfor ikke behøvede at ulejlige Jesus. Jesus beroligede dog Jairus med ord om, at hans datter ikke var død, men bare sov. Jesus tilføjede desuden: ”Frygt ikke, tro kun”. (Mark 5, 36).
Da de nåede hjem, blev de mødt af en larmende menneskemængde, som græd og sørgede. Jesus spurgte dem, hvorfor de lavede sådan en larm, for pigen sov jo bare. Da lo de ad ham, men jog dem ud af huset, og tog kun barnets mor og far samt de disciple, der fulgte ham med ind i værelset, hvor pigen lå.
Jesus befalede pigen, at hun skulle rejse sig, og straks stod den lille pige op fra sit leje og gik omkring. ”Frygt ikke! Tro kun” – fire små ord, som vi må tage med ud i den hverdag, der i dag er vores. Om dagen bringer glæde, sorg eller smerte, så har denne beretning endnu engang vist os den magt, der er i Jesu navn. Han er jo den store læge.
