Hele Kirken reflekterer over Marias missionerende kald i oktober måned, hvor hun også fornyer sin kærlighed og praksis i at bede Rosenkransen. På mange måder er Kirkens mission og det at bede Rosenkransbønnen dybt forbundet.
Lad os først se på Marias missionerende kald, fordi det er en effektiv måde at komme til at forstå Kirkens mission. Marias kald er altid at bringe Jesus ind i verden. Intet mere og intet mindre. Med hele sit hjerte, sjæl og legeme, med alt det hun er og har, søger hun at give Jesus til hver og en af os. Dette er også Kirkens primære mission.
Selvfølgelig er Marias missionerende kald det at dele Jesu liv og mission. Gud elskede verden og gav os sin enbårne søn. Jesu mission er at give os Guds kærlighed, at give os syndernes forladelse og give os et liv i dyb forening med Treenigheden. Sproget og Jesu ord på korset er uendeligt dyrebare og livgivende. Vi hører ”Fader tilgiv dem” og ”Jeg tørster”. Disse ord udtrykker alt i Guds hjerte for os. Hvad der skete på Golgata fortæller alt om Jesu mission. Disse ord blev lagt på Marias hjerte.
Maria var den første, der hørte sin søn udtale disse ord på korset, og hun gjorde ordene til sine egne. Ingen vil nogensinde forstå disse ord og identificere sig mere med deres dybe oprindelige mening end Maria. Vores himmelske moder forstod den personlige, uendelige, passionerede tørst efter kærlighed og tørst efter sjæle i råbet ”Jeg tørster”. Det moderskab som Jesus skænker Maria på Golgata er en delen af Hans uendelige tørst efter sjæle. Marias ønske er at lede alle sjæle til Jesus. Dette fører os til en forståelse af Kirkens og hvert medlems missionerende kald. Hvad er det for missionerede måder Maria bruger for at opfylde sit missionerende kald? Et er med sikkerhed at bede Rosenkransbønnen. Rosenkransbønnen er en fokusering på Jesus med Marias hjælp. Rosenkransbønnen er en Kristus centreret bøn, der er koncentreret om Marias livsfrugt Jesus i alle Hans mysterier. Det er en smuk måde at gøre sig åben til at modtage de nådegaver, der passer til hver af de store mysterier i Jesu frelsende liv.
Rosenkransbønnen er at bede Evangeliet, så bønnen gradvis transformerer vores hjerter. Den er også en forbøn for dem, som vi tjener i apostolatet. Rosenkransbønnen tilfredsstiller en af de dybeste længsler i Marias hjerte, nemlig at hver eneste af os skulle blive intimt forbundet med Jesus i Hans liv, død og opstandelse. Det at bede Rosenkransen er en af Marias måder at forme Jesus i os. Det gør det muligt for Maria at gøre os til sande disciple og apostoliske tjenere for Vor Herre. Lad os forny vores hengivenhed til Rosenkransbønnen denne oktober, og den vil genoplive vores missionerende ånd. Lad os bede den med en større følelse af Guds nærvær og med større ærbødighed og kærlighed. Det er Maria, der forkynder den sandhed til os, som vores Skaber lærte hende.
*************************
En konklusion af Maria måned
Benedcit XVI
Vi genkender i Jomfru Maria, som besøger sin slægtning Elisabeth, det tydeligste eksempel og den sandeste mening med vores rejse som troende og af Kirken selv. Kirken er i sin sande natur missionerende, den er kaldet til at forkynde Evangeliet alle steder og til alle tider, og til at videregive troen til alle mænd og kvinder og til enhver kultur.
“I de dage” skrev evangelisten Lukas, ” brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland.” (Luk. 1,39). Marias rejse er i sandhed en missionerende rejse, den fører hende langt hjemmefra, og tilskynder hende til gøremål, der er fremmede i forhold til hendes dagligdag. Man kan sige, at hun bliver udfordret til sit yderste. Her ligger også hemmeligheden ved vores liv som kristne mænd og kvinder. Vores eksistens, som individer og som Kirke, bliver udfordret. Som det skete for Abraham, bliver vi bedt om at flytte os fra, hvor vi føler os sikre, at række ud til andre på forskellige steder og i forskellige sammenhænge. Det er Herren, der beder os om dette: “Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner lige til jordens ende”. (Ap.Gern.1,8). Endnu en gang er det Vor Herre, som viser os på vej med Maria som vores ledsager på rejsen og som vores omsorgsfulde mor. Hun beroliger os, for hun minder os om, at hendes Søn, hendes Jesus, altid er hos os, som Han lovede os: “Og se, Jeg er med jer alle indtil verdens ende”. (matt.28,20). Evangelisten bemærker at ”Maria blev hos hende” (Hos sin slægtning Elisabeth) ” i hen ved tre måneder.” (luk. 1,56). Disse simple ord forklarer formålet med Marias rejse. Hun vidste fra englen, at Elisabeth havde undfanget en søn, og at hun allerede var i den sjette måned. (Luk. 1,36).
For Elisabeth, der var ældre, kunne nærværet af Maria, der stadig var meget ung, være hjælpsom. Af den grund besøger Maria hende og bliver hos hende i henved tre måneder for at tilbyde hende den kærlige nærhed, den praktiske hjælp og al den hjælp i hverdagen, hun behøvede. Elisabeth bliver således symbolet på mange ældre og syge mennesker, ja – på alle der behøver hjælp og kærlighed. Hvor er der mange i vores familier, i vores samfund og i vores byer, der i dag har dette behov. Jomfru Maria, der beskrev sig selv som ”Herrens tjenerinde” (Luk.1,38) – gør sig til menneskehedens tjenerinde. Mere præcist tjener hun Vor Herre, som hun møder i sine brødre og søstre.
Marias omsorg ophører ikke ved den fysiske hjælp, men når sit højdepunkt ved at give Jesus selv, ved at ”skabe nærkontakt med Ham”. Endnu en gang er det Skt. Lukas, der understreger dette: ”Og det skete, da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv.” (Luk. 1,41). Vi er således i hjertet af og kulminationen af den evangeliserende mission. Vi er kommet til essensen af og det højeste mål for enhver mission: At give mennesker det levende og personlige evangelium, som er Vor Herre Jesus selv. Evangeliet om Jesus er en kommunikation og en gave – som Elisabeth bevidner – med hjertet fyldt af glæde: ”For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd.” (Luk. 1,44). Jesus er den eneste sande skat at give til menneskeheden, som vi ejer. Det er efter Ham mænd og kvinder i vores tid har en dyb længsel, endog selvom det ser ud som de ignorerer og afviser Ham. Det er Ham, som de samfund vi lever i, i Europa og hele verden, har så stor brug for.
Dette ekstraordinære ansvar er betroet os. Lad os leve det med forpligtelse og glæde, således at vi må blive en civilisation, hvor sandhed, retfærdighed, frihed og kærlighed sejrer, og må blive de fundamentale og uerstattelige søjler i en sand, velordnet og fredelig sameksistens.
Lad os udleve denne ansvarlighed ved at hengive os til at lytte til Guds ord i broderligt fællesskab, ved brødets brydelse og bønnerne. (Apg. 2,42).
