Pavens Urbi et Orbi: “Den opstandne Kristus er vores håb”
Påskedag fejrede pave Frans messe i St. Peters kirke og sluttede den med at holde sin traditionelle påskebudskab i forbindelse med velsignelsen Urbi et orbi – til byen og til verden. Han var ikke som sædvanlig på balkonen på St. Peters facade, men opbevarede sit budskab i St. Peters kirke.
Kære brødre og søstre, god påske!
I dag gentager Kirken sin proklamation til hele verden: ”Jesus, den korsfæstede, er rejst, som han sagde. Hallelujah.
Påskebudskabet er ikke et mirage, det er ikke en magisk formel, det peger ikke på en flugt fra den vanskelige situation, vi gennemgår. Pandemien er stadig i fuld gang; den sociale og økonomiske krise er meget alvorlig, især for de fattigste; og på trods af dette – og dette er skandaløst – slutter de væbnede konflikter ikke, og de militære arsenaler styrkes.
I lyset af, eller rettere, midt i denne komplekse virkelighed, indeholder påskeproklamationen en begivenhed, der giver håb og ikke skuffer os: “Jesus, den korsfæstede, er opstået.” Det taler ikke til os om engle eller spøgelser, men om en mand, en mand med kød og blod, med et ansigt og et navn: Jesus. Evangeliet vidner om, at denne Jesus, korsfæstet under Pontius Pilatus for at sige, at han var Kristus, Guds søn, blev oprejst på den tredje dag i henhold til skrifterne, og som han selv havde forudsagt til sine disciple.
Korsfæstelsen er opstået, ikke nogen anden. Gud Faderen har rejst sin søn Jesus op for at opfylde sin vilje til at frelse os: han påtog sig vores svaghed, vores sår, vores død; han led vores smerter, han bar vægten af vores misgerninger. For denne Gud har Faderen ophøjet ham, og nu lever Jesus Kristus for evigt, han er Herren.
Og vidnerne fortæller om en vigtig detalje: Den opstandne Jesus bærer sårene på hænder, fødder og på sin side. Disse sår er den konstante forsegling af hans kærlighed til os. Den, der lider under en alvorlig prøve, i krop eller sjæl, kan søge tilflugt i disse sår og gennem dem modtage nåde af håb, der ikke svigter.
Den opstandne Kristus er håbet for dem, der stadig lider af pandemien, for de syge og dem, der har mistet en elsket. Må Herren give dem trøst og støtte lægerne og sygeplejerskerne i deres arbejde. Alle, især de svageste, har brug for hjælp og har ret til at få adgang til den nødvendige pleje. Dette er endnu tydeligere i løbet af denne tid, hvor vi alle er kaldet til at bekæmpe pandemien. Vacciner er et vigtigt redskab i denne kamp. I ånden med “vaccine-internationalisme” opfordrer jeg derfor hele det internationale samfund til at arbejde sammen for at overvinde forsinkelserne i distributionen og lette distributionen af vaccinen, især til de fattigste lande.
Den stegne korsfæstelse er en trøst for dem, der har mistet deres job eller som lider af alvorlige økonomiske vanskeligheder og mangler tilstrækkelig social beskyttelse. Må Herren inspirere de offentlige myndigheder, så alle, især de mest trængende familier, får den nødvendige hjælp til tilstrækkelig støtte. Desværre har pandemien dramatisk øget antallet af fattige mennesker, og tusinder af mennesker er desperate.
“Det er nødvendigt for de fattige at genvinde deres håb,” sagde St. John Paul II under sin rejse til Haiti. Mine tanker og opmuntring går til det kære haitianske folk denne dag. Lad dig ikke blive overvældet af vanskeligheder, men se fremtiden med tillid og håb.
Den opstandne Jesus er også de unges håb. De er blevet tvunget til at tilbringe lange perioder uden at gå i skole og universitet eller være i stand til at tilbringe tid med deres venner. Vi har brug for alle ægte menneskelige relationer og ikke kun virtuelle, især i en alder, hvor karakter og personlighed dannes. Jeg er tæt på de unge mennesker rundt om i verden og lige nu, især dem i Myanmar, der er engagerede i demokrati og gør deres stemmer hørt fredeligt, opmærksomme på, at had kun kan fjernes med kærlighed.
Må den opstandnes lys være en kilde til genfødsel for migranter, der flygter fra krig og elendighed. I deres ansigter genkender vi Herrens lidende ansigt på vej op til Golgata. Må de ikke mangle konkrete tegn på solidaritet og menneskeligt broderskab, et løfte om livets sejr over døden, som vi fejrer denne dag. Jeg takker de lande, der generøst byder de ofre, der søger tilflugt der, især Libanon og Jordan, der er vært for mange flygtninge, der er flygtet fra den syriske konflikt.
Må det libanesiske folk, der gennemgår en periode med vanskeligheder og usikkerhed, opleve den opstandne Herres trøst og blive støttet af det internationale samfund i deres kald til at være et land med møder, sameksistens og pluralisme.
Må Kristus, vores fred, endelig afslutte våbenskriget i det elskede og plagede Syrien, hvor millioner af mennesker nu lever under umenneskelige forhold samt nå Yemen, hvis skæbne er omgivet af en øredøvende og skandaløs stilhed, og Libyen, hvor det endelig ser ud til, at det er en vej ud af et årti med kamp og blodige sammenstød.
