Troen må ikke blive en rutine
Hebr. 11, 1-2.8-19 (el. 11,1-2.8-12)
Vi kender alle til rutiner i vort liv, indøvede gentagelser: Vi står op, spiser morgenmad, går på arbejde og tilbringer aftenen foran fjernsynet eller gør noget andet efter et bestemt mønster. Alt foregår efter et skema, som vi har indøvet, og det er gået os i blodet. Det vi foretager os tænker vi ikke nærmere over – vi handler som i søvne.
På den ene side er det en mindre belastning for os, for tænk, hvis vi skulle tænke over alt, hvad vi gør! På den anden side kan vore rutiner også medføre, at vi bliver sløsede og ukoncentrerede. Så opstår der fejl og vor rutine bliver en belastning. Vi bliver trætte og mister meningen med både livet og vort arbejde.
I en sådan situation er der brug for en ny motivation, og der er flere måder, hvorpå man kan hente inspiration og motivation. Ofte er det nok med en dag uden rutiner. Ligeledes er ferien af stor betydning, for her brydes hverdagens rutiner. Af og til skal der mere til for at genfinde glæden, og så må man lytte til den indre stemme og ved samtale med andre og ved overvejelser finde ud af, hvad der mangler i livet.
Det samme gælder også for troen, for også troen kan blive en rutine, også troen kan gøre os trætte. Vi er ganske vist kommet sammen her i kirken for at bede, synge og fejre eukaristien sammen; men hvordan ser det ud i vor hverdag? Har vort hverdagsliv noget med Gud at gøre? Har vi tillid til, at Gud bekymrer sig om os? Har det en mening for os at tro på Gud? Hvad håber vi på? Eller håber vi slet ikke noget af Guds hånd? Det er sådanne spørgsmål, vi må stille os selv.
Det var også sådanne spørgsmål, de troende for snart to tusinde år siden stillede, brevet til hebræerne skulle opmuntre dem, for situationen for dem var sådan, at de var blevet usikre og tvivlende.
For således at opmuntre dem fortæller forfatteren om lysende eksempler fra Israels historie nl. Abraham og Sara. De troede uden at sætte betingelser. Helt og fuldt gik de ind på Guds forjættelser og det endda i helt håbløse situationer. Abraham rejste bort fra sit land uden at vide, hvor rejsen ville ende, og hvad der ville ske. Han gjorde det, fordi Gud havde befalet det, og Gud belønnede ham for hans tillid: Gud førte Abraham til det forjættede land.
Guds løfte om at gøre Abraham til stamfader for et stort folk, gik også i opfyldelse, skønt Sara måtte le over det, for hun var alt for gammel til at kunne få børn. Men Abraham og Sara stolede på Gud også i denne sag og deres store ønske om at få et barn gik i opfyldelse.
Dette længe ønskede barn, Isak, er Abraham parat til at ofre, men Gud forklarer ham, at han ikke – som de omgivende religioner – ønsker menneskeofringer, men derimod levende mennesker, der har tillid til ham og vil leve deres liv i forening med Gud.
Hebræerbrevets forfatter vil med denne fortælling opmuntre os på en sympatisk og moderne måde. Han fremdrager ikke forbud og påbud, foreskriver ikke en række trossandheder, som vi skal følge. Han indgiver os mod og motivation til at tro på Gud.
Når vi bliver trætte i troen og ikke rigtig ved, om vi er på den rette vej, når vi tvivler på Guds nærvær og ikke ved, om vore håb vil blive opfyldt, så skal Abraham og Sara være os et lysende eksempel. Når vi befinder os i troens mørke og håbets gnist ikke er til at få øje på, skal de to personligheder være fakler, som oplyser vor vej og opmuntrer os i troen.
Til trods for al modgang holdt de sig til Gud og var overbevist om det, de ikke kunne se. Og Gud var med dem og gav dem et liv, fyldt med glæde og håb. Lad det være en opmuntring og en motivation for os.
