Når en konge før i tiden skulle ud at rejse, var det nødvendigt, at man i god tid forinden sendte en mand . en herold – ud i forvejen for at få folk til at gøre vejene i stand, så kongen kunne komme frem, I dag har vi så fine veje, at det er overflødigt.
Johannes Døberen var en sådan herold for Jesus, kongernes konge. Vi læser om ham: ”Der er en røst af en, som råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud, de ujævne gøres jævne. Og alle mennesker skal se Guds frelse”. (Luk 3, 4-6).
Men hvilken veje er det, som i dag skal banes, så Jesus kan komme frem? Er det landevejene? Nej, det er vejen til vore hjerter, der gælder. Nogle hjerter er så utilgængelige som høje uoverstigelige bjerge, fordi mennesker er så optaget af så meget i denne verden. Det kan være gode ting som sport, uddannelse, leg, og det kan være mindre gode ting. Alt dette kan blive som bjerge, der hindrer Jesus. Vi ved sikkert, at det kan være svært at tage sig sammen og komme til børnemøde eller messe, når solen skinner, og man har mest lyst til at løbe ud og lege. Andre menneskehjerter kan være som dybe dale, hvor solen aldring når ned med sine livgivende stråler.
Las os altid være på vagt mod det, som kan forhindre Jesus i at komme frem, så han kan bo i vore hjerter. Lad os hellere sige, som der står i salmen: ”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus drag dog ind til mig…”