De disciple, som Jesus kaldte til sig og sendte ud til de omkringliggende landsbyer, fik lidt af en opgave at løse. De arbejdsbetingelser, de fik, ville en biskop i vore dage ikke kunne tillade sig eller komme godt fra at stille. Disciplene måtte ikke tage noget med; de skulle udelukkende leve af, hvad andre gav dem; de skulle ikke engang være høflige og imødekommende i deres adfærd. Man skulle tro, at der var tale om noget utopisk, men evangelisten skildrer faktisk urkirkens missionspraksis, der byggede på erindringen om Jesu udsendelse af disciplene.
I begrebet ‘missio’ udsendelse) ligger der flere ting. Den, der udsendes tages ud af en større sammenhæng og får pålagt en opgave, der skal løses. Samtidig er der tale om et over raskelsesmoment, for den udsendte sendes ikke ud p.g.a. egne håndgribelige resultater eller fordi vedkommende har forkærlighed for dette eller hint. Pågældende udsendes som gesandt for en anden. I en tid, hvor selvbestaltede gu- ru’er optræder, og hvor åndelig fuldmagt ikke opfattes som en gave fra Gud, som man ikke kan disponere over, er det værd at erindre sig, at den udsendte har sin fuldmagt og sin autoritet ene og alene fra Gud. Det kræver mod at blive udsendt, for det kræver mod at overgive sig i Guds hånd og ikke stole på menneskelige beregninger.
At blive udsendt er også en risiko. Lukas siger: ‘som får iblandt ulve’. Det var også urkir- kens erfaring. Den udsendte véd, at han ikke har en modevare i tasken. Det glade budskab om Guds rige er det bedste budskab overhovedet, men den er ikke let at afsætte, for der vil altid være nogle, der modsætter sig dette budskab – modsætter sig at gøre op med gamle vaner, ligegyldighed og synd.
Jesus sendte sine disciple ud uden penge og uden forrådene og alene henvist til andres gæstfrihed. De skulle spise, hvad der blev serveret for dem, og de skulle blive i det hjem, der havde modtaget dem først. De måtte ikke forsøge at finde et bedre og mere bekvemt logi. De skulle være helt uafhængige og alene være bundet til Gud. En sådan adfærd vil altid blive forstået. Frans af Assisi og Moder Teresa er eksempler på denne holdning.
‘Hils ikke på nogen på vejen’! Jesu ord lyder som en opfordring til uhøflig optræden; men kender man det orientalske ceremoniel ved en sådan lejlighed, vil man vide, at det var meget tidrøvende. Jesus modsatte sig dette ceremoniel og erstattede det med en fredshilsen: schalom! Disciplene skulle have det vigtigste for øje: at tilsige fred og helbrede de syge. Ved deres handlinger skulle de lindre nøden. Der var ikke plads til falske følelser bag en række ‘rigtige’ floskler, bag hvilke det ofte drejer sig om at skaffe sig selv fordele.
Udsendingene løb en risiko for at blive afvist. Hvis de kom ud for det, skulle de ‘gå deres vej’ og demonstrativt ryste støvet af fødderne. De skulle ikke forbande dem, der afviste dem, men respektere det enkelte menneskes frihed. De skulle gøre deres bedste for at løse deres opgave, men ikke ødelægge sig selv med selvbebrejdelser, og henvende sig til dem, der var åbne for Jesu budskab.
Da disciplene vendte tilbage til Jesus, berettede de med glæde og stolthed om deres erfaringer. Jesus delte deres glæde, men satte straks deres erfaringer ind i en større sammenhæng. Præstationer og succes er ikke det vigtigste. De havde egentlig kun gjort, hvad der var blevet dem pålagt at udføre, og de skulle opfatte sig selv som dem, til hvem de var udsendt. For dem og for alle drejer det sig nemlig om: At deres liv med Gud lykkes.
