Mange af os, som i årevis har været engageret i kirken, føler os skuffede og lidt bitre over, at en fornyelse af kirken ikke er mulig, fordi biskopper og Rom holder krampagtigt fast ved de bestående strukturer. Man kan ikke være et troværdigt vidne, når man er indstillet på resignation. Andre mener, den eneste rigtige vej er at besinde sig på de hævdvundne traditioner, at dæmme op for det moralske forfald og standse den efter deres opfattelse alt for store tilpasning til den moderne verden. De stoler mere på det der var end på at lade sig lede af Guds Ånd.
Medierne interesserer sig for at berette om kirken, når de kan få fat i dens skyggesider. Kirkemedlemmers og kirkeledelsens svigt og utilstrækkelighed, kirkespaltninger og gammeldags adfærd skaber store overskrifter. I denne forbindelse fastslår Ida F. Görres: ‘Helt til kanten af det åndelige ingenmandsland er det rygtedes, at Gud er blevet menneske og har boet iblandt os. Om mennesker nu tror på det eller ej, så forlanger de af dem, der bærer dette budskabs stempel, at de omsætter det troværdigt i deres livsførelse, og at de er ‘anderledes’. Og hvis denne lønlige udfordring, der jo er et formummet håb, lades i stikken, så tager de det – mærkværdigt nok – særdeles ilde op og hævner sig med foragt’.
Man kan ikke tage deres vidnesbyrd alvorligt, som man foragter. Er det, der i dag sker i kirken, ikke det, som Jesus selv oplevede i sit folk? Religiøse og fanatiske partier stod over for moderate grupper, og de mennesker, der ikke kunne leve efter bestemte lovbestemmelser eller ville samarbejde med romerne, blev presset til side. Samfundsmæssigt og kirkeligt oplever vi denne situation næsten som et spejlbillede. Kirken er i fare for at forspilde sit kald.
I Apostlenes Gerninger 2, 14. 22-28 peger på, at det ikke blot var Peter og disciplene, som var vidner om Jesu liv og død og kunne bekræfte Guds store gerninger. De første vidner var Peters tilhørere. Peter minder dem om, at de jo selv har oplevet, hvordan Gud har virket i Jesus ved gerninger, undere og tegn. Disse tilhørere kunne disciplene nu meddele, at Gud ved Jesu opstandelse havde vist, hvem der til syvende og sidst er herre over liv og død. Menneskene er ikke herrer over liv og død – de svigter og slår ihjel. Herre over liv og død er alene Gud. Helt fra begyndelsen har der været to slags vidner. Der er dem, der bekræfter, hvad de har set og hørt, og der er dem, der fortsætter, hvad Jesus har påbegyndt og på denne måde i deres eget liv erfarer, at Guds Ånd lader en dyb tillid vokse frem i dem – en tillid, der giver dem kraft til at gå Jesu vej.
Den lange kæde af vidner er ubrudt indtil i dag. Der findes altid mennesker, som – grebet af Guds Ånd – handler og får verden til at undres. Vor tro har sine rødder i disse menneskers livsvidnesbyrd. Vor tro kan kun udfolde sig, når vi er åbne for Guds virke i vort liv. Troen bygger på autentiske erfaringer, og det er nødvendigt at forvisse sig om disse erfaringer og at tro de troværdige vidners erfaringer.
En vigtig erfaring bliver berørt i forbindelse med Jesu opstandelse – erfaringen om den nye frihed, hvori Guds nåde viser sig. Denne frihed erfares ganske konkret som syndernes tilgivelse. I yderste konsekvens fører skyld og synd til død – en konsekvens, som vi dagligt støder på, og som i Jesu opstandelse bliver ophævet. Jesu opstandelse lader forkyndelsen om Guds rige fremstå i et nyt lys. Guds rige er allerede nærværende, hvor mennesker i Jesu ånd lader Guds godhed og menneskekærlighed komme til udtryk, og Guds rige fortsætter i den opstandelse, som alle Jesu disciple håber på. Livet afhænger ikke mere af overholdelse af besværlige bestemmelser og bud eller af ængstelig bekymring om sin egen eksistens sikkerhed, men livet er den barmhjertige og kærlige Guds gave.
