Der er mange mennesker, der afskriver deres egne bønner som håbløse og uduelige. De tror ikke, at deres bøn kan gavne noget, for de føler ikke, at de er gode og værdige nok ti, at Gud skulle lytte til dem! Men allerede her er tankegangen kørt af sporet. Vi har jo aldrig fået besked på at gå til Gud i bøn og så håbe på, at han vil belønne vores bøn i kraft af vores fromhed og værdighed. Vi skal jo netop ikke bede i vort eget navn, men i Jesu navn, så vi beder om tingene på hans regning og for hans skyld! Sådan siger Jesus det selv: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få”. (Joh 16, 24).
Derfor er vor egen kraft og værdighed altså underordnet, når der gælder bønnen. For vi beder ikke i vort eget navn, men i hans, og da gør vi ganske enkelt, hvad han selv har befalet os at gøre! Det er, hvad det betyder at bede i Jesu navn. Skulle Gud kun svare vores bøn ud fra den bedendes fortjeneste, var der virkelig intet menneske, som blev bønhørt.
Vi behøver nu troens tillid til Gud, så vi ikke tvivler på hans magt til at bønhøre os. Som en hjælp til dette kan vi læse om Guds talrige undere i Bibelen. Han førte israelitterne ud fra slaveriet i Egypten og lod dem få tørskoet gennem havet; han hjalp Daniel i løvekulen og de tre mænd, som blev kastet i ildovnen; og ikke mindst gjorde Kristus under efter under, mens han levede. Men også naturen vidner om Guds almagt; betragt himmellegemerne og deres storhed – eller blomsternes vidunderlige pragt. Kan vi da tvivle om Guds magt til at gribe ind? Skulle noget være umuligt for ham?
I Lukas evangelium kap 18 fortæller Jesus en lignelse, som skal give os tillid til, at Gud hører vores bøn – også når vi føler, at hans svar lader vente på sig. Han fortæller os en uretfærdig og ugudelig dommer, som til sidst hjalp en enkel, som vedblivende kom til ham med sin klage. Jesus pointe er denne: Når sådan en ugudelig rad til sidst greb ind til fordel for enken, hvor meget mere skulle Gud, som er god – da ikke hjælpe sine børn, når de beder ham? Lad os derfor bede Gud om at give os større udholdenhed i bøn, for derigennem vokser vi også i tro og hellighed.
