Den ekstraordinære missionsmåned

Kære alle,

I 1919  skrev pave Benedict XV (kendt som Missions Paven) det  apostoliske brev, Maximum Illud, hvori han inviterede os til at forkynde Jesu Kristi Evangelium til hele verden. Den Store Missionsbefaling. Dette år er det 100 år siden, og brevet er stadig lige så relevant nu  –  ja måske endda mere  –  end det har været nogensinde. Pave Franz har udvalgt oktober 2019 til at være en ekstraordinær missionsmåned, som afsluttes med at blive fejret den  27 oktober 2019. Det verdensomspændende tema, som pave Franz har angivet er: “Døbt og Sendt  –  Kristi Kirke på Mission i Verden”.

Hvorfor gør vi dette? 

De tre vise mænd fra Østen i Matthæus 2, 1-2 kom til Betlehem for at lede efter Jesus og tilbede ham. Det er den samme rejse, som alle døbte mennesker skal foretage i deres hjerte, foretage, for at lede efter Jesus, efter fred, efter glæde, efter helbredelse, efter svar, efter formål. Vi tager på rejse for at lede efter Jesus. Da de vise mænd havde fundet ham, ærede og tilbad de ham, og de tog hjem til deres egne lande for at dele med andre den historie om Frelseren, som de havde fundet. De var missionærer, de forkyndte om Jesu fødsel.

Vi samles hver søndag i kirken for at møde Jesus. Vi kommer i kirke for at ære Gud, bede til ham, og fejre gudstjeneste. Vi befinder os stadigvæk i den proces, det er at lære om Jesus  –  og den lære, den proces stopper aldrig. Vi lærer om, hvad Jesus betyder i vores liv. Vi lærer om hans fred under alle forhold  –  hans glæde midt blandt udfordringer. Hans helbredelse, ansigt til ansigt med så mange sår. Hans svar på de mange spørgsmål, vi stiller. Vi lærer også, hvem han er for os, og således lærer vi at forstå, hvorfor vi er i kirke  – vi ser formålet dermed.

Som katolikker, der er døbte, er vi Kirken  –  Kristi kirke. I den egenskab er det vores pligt at reagere på vor Herre Jesu Kristi befaling: “Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen” (Mk. 16;15). At adlyde dette mandat, som Herren har givet, er ikke en valgmulighed for Kirken. “Kirken, som Gudsfolket på pilgrimsfærd, er ifølge sit væsen ‘missionerende’, da den selv kan føre sin oprindelse tilbage til Sønnens og Helligåndens sendelse i overensstemmelse med Gud Faders plan”. Med Andet Vatikaner koncils  ord, er den  “essentielle opgave” for Kirken af natur at være  missionerende. (Ad Gentes). “Evangelisation er i virkeligheden nåden og kaldet, der passer sig for Kirken, dens dybeste identitet, den eksisterer for at evangelisere.” (Evangelii Nuntiandi)”. Koncilet  udtalte videre, at hvis Kirken skal forblive trofast over for sig selv, og forkynde Jesus som korsfæstet og opstanden for alle  – den levende og barmhjertige Frelser  – “så må Kirken ansporet af Helligånden, vandre ad den samme vej, som Kristus vandrede, en vej med nøjsomhed og lydighed, med tjeneste og selvopofrelse”. I apostlen Paulus brev til Filipperne 2;15, siger Skriften, at når vi giver Gud lov til at arbejde i os, så vil vi “være uangribelige og uden svig Guds lydefri børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden”. Lad os skinne, som den stjerne, der ledte de vise mænd til Jesus.

Hvert sogn kan have hver sine egne aktiviteter i oktober måned som en hjælp for alle til at overveje og forberede sig på at gå ud i verden som missionærer. Menigheder opmuntres til at organisere missions – fremstød, der rækker ud for at møde de mange nødlidende, de syge, de ældre og ensomme ikke bare inden for eget sogn, men også udenfor vore egne grænser.

Vi er døbt og sendt. Vi er Kristi Kirke  –  på Mission i verden. Vi opfordres til at gå ud og fortælle verden omkring os om den Frelser, som vi har fundet, og som vi ærer og tilbeder. Et missionsarbejde er aldrig afsluttet, fordi hver ny generation skal høre evangeliet, så de enkelte kan antage den kristne tro. Kirken hele tiden forkynder kristendommens kærnebudskab. Det er nødvendigt med en kontinuerlig evangelisering for, at alle skulle have mulighed for at tage troen til sig som sin personlige overbevisning. Dåben alene er ikke nok til at kalde sig kristne. Den kristne tro indebærer et helt nyt liv. Tro uden trosliv er ikke ægte.

Jesus sagde til sine disciple, at de skulle være vidner i Jerusalem, i omegnen og til verdens ende (Apg 1: 8). Vi er sendt til de mennesker, som Gud har placeret i vort liv fx. vores familier, klassekamerater, kolleger eller naboer, for at deres fællesskab med Gud kan blive genoprettet. Gennem os vil Gud udføre sin mission, at genforene dem med sig. Vi er missionærer. Guds mission er vort mission. Gennem bøn, vort liv med Gud og kærlighedens gerninger kan vi deltage i Guds mission i dag.

Verdensmissionssøndagen bliver fejret over hele verden i vores katolske kirke en gang årligt. Verdensmissionssøndagen, der foranstalter arbejdet for troens udbredelse, er en gunstig lejlighed til at hjertet for missionen i alle kristne menigheder kan efterleve det store krav, evangeliseringen har,  gennem bøn, livsvidnesbyrd og gennem ejerfællesskab. Derfor vil jeg opfordre alle til at give en rundhåndet gave til Verdensmissionen. Tak for al jeres støtte. Det kan godt være i bøn, økonomisk eller på anden måde. I og jeres ønskes alt godt, Guds velsignelse og fred.

P. Quang Minh Nguyen

_____________________________________