Gud tier – vi taler..

Bibelen er en tyk bog, og selv om jeg i dag ikke med mine egne ører hører Gud tale, så hører jeg dog ekkoet fra de fjerne tider, hvor Gud ofte lod sin røst høre. Troen kommer af at lytte, altså tro på anden hånd. Hvad vil du mere, siger man. Vi har jo dog Guds ord. Tag det og læs. Men jeg ville nu gerne kunne høre Guds tale med mine egne ører. Det er mit problem.

Mange af os ville tage Bibelen med på en øde ø. I denne uudholdelige stilhed ville det være godt, hvis en eller anden blot ville sige noget. Det er som om de bibelske forfattere havde anet, at det en dag ville gå sådan. ‘Alt, hvad der tidligere er skrevet’, skriver Paulus til menigheden i Rom, ‘er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet’ (Rom 15,4). Vi har i det mindste Bibelen.

Den kirkelige forkyndelse serverer Guds ord, fordelt på 3 læseår, A, B og C. Gud taler i tre-årige cyklus’er.Ved hjælp af et emneregister kan man finde Guds ord til enhver lejlighed – især til dåb, vielse og begravelse. Bibelen selv kender ikke en sådan opdeling. En gang imellem taler Gud, og en gang imellem tier han. Det er ham, der suverænt bestemmer. Men vi overdøver enhver pause. Vi er aldrig i forlegenhed med at skulle sige et par ord. Ofte har jeg lyst til at råbe: Bedrag, lirumlarum, plagiat! Gud kan man altid tale med, siger man og slår op i Bibelen på må og få. Og hvis han, den Levende, ønsker at tie, sådan som Jesus gjorde det foran Pilatus, hvad sker der så? Venskaber har lært mig, at man ikke kan afpresse ord og at ord ikke er nok. Giv dog for himlens skyld Gud lov til at tie stille!