Herre, hvorfor har du udsendt mig? (2. Mos. 5, 22).
Moses blev af Gud sendt med budskab både til Israels folk og til Farao. Budskabet var kort og godt, at Israel nu skulle forlade Ægypten. Dette budskab førte til krise og vanskeligheder. Farao sagde afgjort nej og begyndte at behandle folket værre end nogen sinde. Da klagede Israels folk og gav Moses skylden for elendigheden. Hvorfor har du fundet på dette? Hvorfor kunne du ikke lade os være i fred? Nu er alt blevet vanskeligere end før.
Da er det, Moses går til Herrens og klager sin nød. Hvorfor har du sendt mig Herre? Jeg har sagt det, som du bad mig gå med, både til Farao og til Israel. Men der kommer der jo kun ulykke og elendighed af. Hvorfor sendte du mig? Denne nød kommer Herrens vidner ofte til at mærke.
Der var mange, som gik ud i tjeneste med glød og iver. De havde fået et budskab om omvendelse og frelse, et ord om Jesus og nåden i hans navn. Men der var så få, vom ville høre. Det fleste var ligegyldige. Og nogle blev direkte ransende og angreb Herrens vidner med hårde ord. Ja, det kunne også gå værre. Martyrer for Herrens sag findes i mange lande i dag.
Det tunge spørgsmål melder sig da: Hvorfor har du sendt mig, Herre? Hvorfor giver du mig en opgave, som ser så håbløs ud? Du ser jo, at jeg ikke magter den. Det er den anfægtelse, som Herrens vidner ofte må smage. Ja, ingen kristen er velukendt med dette. Hvad svarede Herren? Læs videre, og vi vil se det. Herren svarede: “Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre” (2. Mos. 6, 1). Herren mindede Moses om den pagt, han selv havde sluttet med Abraham. Glem ikke mine løfter, siger Herren. Vent lidt nu, så skal du ser, hvad jeg vil gøre.
Tab ikke modet, vi Jesu vidner! Tænk på alle Guds løfter! Vær tålmodig og vent på Herren. Han ved, hvad han vil gøre, og i hans time vil det ske, selv om vi ikke personligt kommer til at opleve det. “Thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”. (Rom 11, 29).