Hvordan vidner vi om troen i vore dage?

I året 1787 besøgte den russiske zarina Katharina den Store halvøen Krim. Hun blev modtaget af fyrst Gregor Alexandrovits Potjomkin, som for at gøre indtryk på regenten fra det fjerne Moskva lod opbygge landsbykulisser, der skulle få halvøen til at se bedre ud.
Begrebet ‘Potjomkin-kulisser’ er siden dengang indgået i vort sprog som udtryk for, at man betragter noget ikke eksisterende, som reelt eksisterende.


I Matthæus evangeliet 23, 1-12,  hører vi om spiritualitetens Potjomkin-kulisser. Jesus taler om mennesker, der prædiker om religiøse retningslinier, men selv ikke retter sig efter disse. De ønsker med deres fremtræden kun at tage sig godt ud i samfundet. Som fromme personer får de anerkendelse. De antages at være dybtreligiøse mennesker. Jesus advarer mod den slags tendenser. Han anbefaler en helt anden vej, hvor det alene drejer sig om i alt, hvad vi foretager os, at give Gud, vor himmelske far, æren.


Er det, hvad vi kan iagttage i samfundet, når man søger at distancere sig fra religion og kirke og gøre det til en privatsag, som det offentlige intet har at gøre med? Man opfordrer til mere offentlig tilstedeværelse, eftersom troslivet er blevet vanskeligere at leve. Derfor må man fortælle om sin egen tro. Søgende mennesker skal ikke blot overbevises, de skal begejstres for det glade budskab, og det kan ikke lykkes, hvis troen leves i et stille kammer, eller hvis kirken trækker sig tilbage i en ghetto.


Der er ikke tale om overbevisning, men om begejstring, og der er tale om begejstring, når man bliver antændt af andres overbevisning. I 1. Petersbrev siges det: ‘I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har’, og det tilføjes: ‘I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. (1. Pet. 3,15- 16). Den ydmyge selvbevidsthed er grundlaget for kirkens missionsaktiviteter.
Enhver, der forkynder det glade budskab, forkynder Guds kærlighed til menneskene, og står derfor som forkynder ikke selv i centrum. Det er mennesker, der giver budskabet videre, og det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan det enkelte menneske giver budskabet videre. Man kan ikke prædike afholdenhed og samtidig selv drikke vin. Vi er alle kaldet til at vidne om det glade budskab, men vi må sørge for, at der er overensstemmelse mellem ord og handling.

Efter Martin Lätzel