JOMFRU MARIAS ROLLE I KIRKENS MISSION
Dér, hvor jeg kommer fra, var der engang en, nu afdød musiker, der retorisk sagde: “Der er aldrig noget at tage fejl af med moderskab; et barn kan sige, at denne mand er ikke min far, men intet barn kan sige, at denne kvinde er ikke min mor. Hvis den kvinde, der bar dig i maven i ni måneder, ikke er din mor, hvem er så din mor?.” Med dette udsagn, som han senere skrev ind i en sang, understregede han den signifikante og uerstattelige rolle mødre har. Som en naturlig konsekvens rådede han børn til at give den allerstørste respekt og ære til deres mødre.
Også Biblen fortæller os: “Ær din far og din mor, for at du må få et lang liv på den jord, Herren din Gud vil give dig” (2 Mos 20,12). Hvis vi skal give ære til vores jordiske og biologiske mor, hvor meget større ære bør vi så ikke vise til Jomfru Maria, ikke bare fordi hun er vores “åndelige mor”, som bidrager betydningsfuldt og absolut nødvendigt til vores frelse, men også fordi Gus selv allerede ærede hende før verdens skabelse. Derfor, hver eneste gang kirken ærer Jomfru Maria, som var det første medlem af kirken og den første discipel af Jesus Kristus, følger kirken Guds eget eksempel. Det er derfor, i et forsøg på at ære Jomfru Maria og give hende sin fortjente plads i kirken, kirken både før, under og efter Det Andet Vatikankoncil har gjort sig dybe overvejelser over de marianske karakteristika, som kirken har i sig selv.
Denne relation mellem Jomfru Maria og kirken genkender vi fra utallige bevægelser inden for kirken, som på mange måder og fra utallige perspektiver udviser intens interesse i Jomfru Marias person, og i betydeligt omfang også er inspireret af konstitutionen Lumen Gentium. Eksempler er den bibelske bevægelse, som understreger den primære betydning af Biblens præsentation af Guds moder; den patristiske bevægelse, der forbinder mariologi med tankerne fra kirkefædrene således, at kirkens rødder fremhæves; the ecclesiologiske bevægelse, som meget progressivt finder værdien i Maria fra Nazareth (Luk 1,26-38), som den første til at evangelisere og den første til at sprede det gode budskab; den liturgiske bevægelse, som har givet os et rigt og grundigt studie i forskellige liturgier og som har været i stand til at dokumentere den måde kirkens ritualer vidner om dens hjertelige hengivelse for Maria “evigt-jomfru, moder til Jesus Kristus, vores Herre og Gud” (Missale Romanum, Prex Eucharistica I, Communicantes); den økumeniske bevægelse, som har efterspurgt en mere præcis forståelse af jomfruens karakter i de kilder, som åbenbaringerne udgør, fordi der er brug for en identificering med mere nøjagtig teologisk definition af mariansk barmhjertighed. Vores opmærksomhed i denne tekst er på forholdet mellem den velsignede Jomfru Maria og kirken i sig selv, og især hvordan Maria bidrager til kirkens mission. Før vi går videre, er det bedst at forstå, hvem Maria er.
Hvem er Maria?
I litaniet til den Hellige Jomfru Maria gives der en lang liste af, hvordan Maria kan beskrives. I virkeligheden er litaniet næsten et kompendium af titler til Maria. Generelt sagt er Maria mor til Jesus Kristus, den anden person i den Hellige Treenighed. Hun er også mor til Gud. Hun er kirkens åndelige mor. Hun er mor til alle troende kristne. Andre beskrivelse af Maria inkluderer også til titler som himlens dronning (Åb 12,1); apostlenes dronning; englenes dronning; jomfruernes dronning; helgenernes dronning; dronning af Nigeria; Fredens dronning, vores advokat; Maria er formidler af al nåde, vores moderlige formidler; Maria er vores forbeder, vores hjælper, Maria er den “ny Eva”, fordi hun er “ny moder af alt levende”. Maria er den første discipel af Jesus Kristus. Maria er det første tabernakel til Jesus Kristus, fordi hendes skød var det første hvilested for Guds søn. Maria er mor til den lidende Guds tjener; hun er vor Frue af sorger og lidelser. I sandhed, listen er uendelig! Årsagen er, at vores mor Maria har forskellige betydninger for forskellige mennesker. I denne tekst vil vi fokusere på en detaljeret og dybere forklaring på bare en af titlerne til Maria, nemlig titlen som “kirkens moder”.
Kirkens moder
Åndeligt set er Maria mor til alle troende kristne. Titlen referer til doktrinen om Kristi mystiske legeme som Hellige Paulus prædikede om. I følge ham er “Kristus hoved til kroppen og kirken er Kristi legeme” (Ef 4,15; Kol 1:18). Maria er derfor, idet hun bliver frugtsommeligt med Jesus, som er hovedet af det mystiske legeme, også frugtsommelig med de troende, eftersom vi alle tilhører det samme legeme. Ved at føde Jesus som hoved for kirken, giver Maria også livet til kirken, fordi hovedet ikke kan adskilles fra resten af kroppen. Maria gør det muligt for dem, som følger Jesus, at modtage åndeligt liv gennem Ham, idet hun giver fysisk, biologisk fødsel til Jesus. Derfor er Maria vores sande “åndelige mor”. Det var på grund af dette og andre betydningsfulde roller, som Maria har i forbindelse med vores frelse, at pave Paul VI erklærede Jomfru Maria som kirkens mor.
Begrebet “kirke”
Ordet kirke refererer ikke bare til en organisation eller et bygningsværk. Først og fremmest referer det til “forsamlingen af Guds folk”. Med andre od henviser ordet “kirke” til Guds folk. Både det hebraiske ord Kahal såvel som det græske ekklesia har den samme betydning af kirke. nemlig som forsamlingen af Guds folk. Begrebet kirke, i betydningen som kirkebygning, henviser dog også til tilstedeværelsen af Guds folk i en bygning i og med tilstedeværelsen af Guds folk, medlemmer af Guds familie, tilbeder Gud regelmæssigt i netop kirkebygningen.
Hvad er så kirkens mission? Helt enkelt er kirkens mission evangelisering for sjælenes frelse. Den mest simple betydning af evangelisering er “at bringe Kristus til andre mennesker og andre mennesker til Kristus”. Den sidste kanoniske lov fra 1983 (Code of Canon Laws) siger “suprema lex, salus animarum, hvilket betyder, at den højeste lov er sjælenes frelse. Det vil sige, at der ikke er noget andet fundament til etablering af kirken end Jesus Kristus, som udtrykker netop det, da han pålægger Peter at være klippegrunden for sjælenes frelse. Han sagde: Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”. (Matt 16,19-20). Canon 781 understreger således, at “fordi hele kirken i sin natur er mission, og arbejdet med evangelisering må betragtes som en fundamental pligt for Guds folk, må alle troende kristne være bevidst ansvarlige over for deres individuelle rolle i aktiv mission”. For at den konkrete evangeliseringsopgave kan blive løst, ikke mindst når man betænker nødvendigheden heraf, må der være mennesker, der aktivt engagerer sig i missionsarbejde”. I den forbindelse har Hellige Paulus forklaret det således, at mennesker ikke kan høre Kristus, med mindre der kommer nogen, som prædiker for dem (Rom 10:14-15).
Jomfru Marias Fiat
Marias ja afstedkommer en helt grundlæggende skæbnesvanger betydning, som har ændret menneskehedens historie. Når man forklarer og beskriver, hvem Jomfru Maria er, opdager man, at nogle af de roller og funktioner, som Jomfru Maria udfylder i kirkens mission, er iboende hendes titler. For eksempel når vi skal forklare titlen Maria som vores advokat. Der opdager vi, hvordan hun går i forbøn for kirken. Derfor kan vi helt enkelt opsummere Jomfru Marias mission i hendes rolle som Vor Frue og kirkens mor, blandt mange andre roller.
I den forbindelse, tillader jeg mig at pege på en særlig vigtig rolle, om man vil, en nøglerolle, udført af Jomfru Maria i respekt for vores frelse. Jeg tænker på hendes lydighed overfor Guds vilje, som der teologisk set refereres til i hendes fiat: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. (Luk 1:38) Netop præcist dette fiat udgør hele grundstenen i alle andre funktioner og roller, som Hellige Jomfru Maria bærer gennem hele sin livstid. Denne rolle er ikke bare til gavn for kirken alene, men til gavn for hele menneskeheden. Sandelig Marias fiat har forandret hele vores historie. Alle andre roller er underordnet denne særlige rolle, som den lydige tjenerinde.
Kraften i Jomfru Marias fiat
Med Marias udtalelse af sit fiat, sker det største mirakel, miraklet over alle mirakler, selve mysteriet af skaberens inkarnation til det mest perfekte af alle hans skabninger, blev i det øjeblik faktuel realitet. Ifølge Skt. Thomas Villanova kan man sige: ” med et fiat (lad der blive…) skabte Gud lys, himmel og jord, men ved Marias fiat blev Gud et menneske som os selv!”. Skt. Bernardine af Siena siger: “at blive Guds moder er det højest mulige Gud overhovedet kan ophøje en almindelige skabning til”. Katolsk teologi fastholder, at den Hellige Jomfru Maria underordnes det guddommelige hierarki lige under Treenigheden. Med andre ord får hun den fjerde position i hele skabelsen såvel i himlen som på jorden. Maria udfylder i kirken den højeste plads og er den nærmeste til Kristus. Hendes værdighed overgår al værdighed af engle og helgener tilsammen. Det er måske derfor, at Skt. Albert den Store bemærker, at “Maria kunne ikke være tættere forbundet med Gud uden at blive Gud”. Skt. Peter Damia råder menneskeheden ved at sige “lad enhver skabning være stille og skælvende, nærmest ude af stand til at turde overveje den umådelige storhed af værdighed; Gud hviler i den hellige Jomfru Maria og har med hende identiteten af én natur”.
Den hellige jomfru Maria fortalte St. Gertrud i en vision, hvordan hun ville hjælpe dem, som anerkender hendes værdighed ved særligt at ære hende med rosenkransen, der er den største marianske bøn overhovedet. Vor Frue sagde: “Jeg vil i sandhed vise mig som mor til alle, som inderligt genkalder den glæde, som jeg følte, ved at udtale ordene: “Jeg er herrens tjenerinde” og jeg vil uden undtagelse komme dem til hjælp”. Det Andet Vatikan koncil har med fuldt overlæg omhyggeligt redegjort for forholdet mellem Jomfru Maria og kirken, herunder også spørgsmålet om Marias rolle i frelseshistorien. Særligt det ottende kapitel i dokumentet Lumen Gentium fremhæver den doktrinære syntese, der formulerer, hvordan det mystiske forhold er mellem Kristus og kirken. Ved at gøre det sådan, understregede koncilet, at Herrens mor ikke bare er perifer figur i vores tro og en del af den teologiske udsigt, men at hun, gennem sin intime deltagelse i frelseshistorien på en særlig måde forener og spejler i sig selv i de centrale sandheder i troen (Lumen Gentium nr. 65)
Fra evigheden af har Gud villet og forudbestemt jomfru Maria til hendes rolle for Kristus og dermed også for kirken. Maria fra Nazaret er kaldet som “kirkens mest fremragende og helt enestående medlem”, (LG. nr. 53) på grund af den nådegave, der pryder hende, og fordi hun har den plads, som hun har i det mystiske legeme. Hun er kirkens mor, siden hun er mor til Ham, hovedet af det mystiske legeme, som er kirken, som fra første øjeblik af inkarnationen i hendes jomfruelige skød, forener sig med kirken.
Efter Det Andet Vatikan koncil har encyklopædien Redemtoris Mater (Frelserens moder) på foranledning af Hellige pave Johannes Paul II befæstet en kristologisk og ecclesiologisk tilgang til marianologien, der indholdsmæssigt rummer et bredspektret perspektiv af indhold. Hele Redemtoris Mater kan betragtes som encyklopædi for det aktive moderskabs nærvær, der er Jomfru Marias liv i kirken (Redemtoris Mater 1,25) blandt så mange andre roller. Alle disse dokumenter og mange flere, som ikke nævnes her, understreger vigtigheden af Vor Frue i kirken. Hun er intet mindre end uundværlig. Lad os fortsat i overensstemmelse med hendes rolle som vores åndelige moder, fortsat give hende den højeste ære.
