Et elsket menneskes sidste ord er dyrebare. De huskes og ikke sjældent påvirker de én i lang tid. I kirken erindrer vi os i disse dage mellem Himmelfarten og Pinse Jesu afskedstale og hans ypperstepræstelige bøn. Begge er dyrebare og af stor betydning for os, når vi søger at leve et kristent liv i hans ånd.
Jesus ser tilbage og betragter sit liv i sin himmelske fars lys. Han fornemmer, at hans jordiske liv går en voldelig afslutning i møde, og sammenfatter sit tilbageblik med ordene: ‘Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden’. Dermed er alt sagt. Når Jesus åbenbarer Guds navn, lader han os skue ind i Guds væsen. Moses erfarede ved den brændende tornebusk Guds navn, Guds væsen: »Jeg er den, jeg er!« Guds væsen / Guds navn er sammenfattet i personen Jesus. Alt, hvad Jesus har sagt og gjort, lader os fornemme, hvem og hvordan Gud er. Bjergprædikenen, saligprisningerne, lignelserne, hans undere, hans venskab med toldere og syndere, hans forhold til børn og kvinder fortæller os om Gud. I Jesus ser vi Gud. Men det er ikke blot Jesu liv, der viser os Gud. Guds kærlighed viser sig især i Jesu død. Selv om mennesker korsfæstede ham, ophørte Gud ikke med at elske menneskene.
Hele Jesu liv, hans forkyndelse, død og opstandelse er indbefattet i den korte sætning: ‘Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden’. Ville det ikke være på sin plads her at se tilbage på vort eget liv. Fra barns ben er vi fortrolige med Guds navn. I familien, i religionsundervisningen og i prædikener har vi hørt historierne om Jesus. Måske har vi haft perioder, hvor vi har ment, at alt var humbug. Måske er vi igen begyndt at arbejde med vor tro. Enhver af os har sin egen troshistorie – og Gud har sin egen plan med hver af os, fordi han elsker os. Hvordan har min gudsforestilling ændret sig med tiden? Hvordan er mit gudsbillede i dag? Er jeg parat til at bruge tid og kræfter på mit trosliv? Er jeg med til at videregive Guds navn til andre?
Lad os nu vende tilbage til evangeliet. Jesus udvider sin bøn med at bede for ‘for dem, du har givet mig, for de er dine’. Jesus véd, at han er i Guds hånd og at hans disciple er Guds hånd. Han holder ikke noget tilbage for sig selv. Mellem ham og hans himmelske far er der en inderlig udveksling af at give og at modtage: ‘alt mit er dit, og dit er mit’, og fordi han bærer sine disciple i sit hjerte, modtager de også Guds glans og livsfylde.
Dette livsfællesskab hører ikke op med Jesu død. Ved hans bortgang til sin himmelske far tager han alle med – de er og bliver hans brødre og søstre, men de forbliver i denne verden. I Johannes-evangeliet har ‘verden’ en dobbelt betydning. ‘Verden’ er Guds verden. ‘…således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…’ (Joh.3,16), men ‘verden’ er også en såret verden sådan som vi kender den fra massemedierne og vor egen erfaring. Derfor beder Jesus: ‘Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi’.
Hvilken betydning har Jesu forbøn for os i dag?
Jeg synes, det er en trøst at vide, at vi alle har en plads i Guds hjerte både i gode og tunge tider, og at de mennesker, som vi holder af, er omfattet af Guds omsorg. Der, hvor vore forestillinger og vor fantasi når grænsen, dér begynder Guds muligheder. Ofte kan vi først senere opdage, hvilken rolle Gud spillede i vort liv og i vore medmenneskers liv. For os betyder Jesu forbøn en bevidsthedsudvidelse. Denne verden og vort liv på denne jord er ikke alt. Jesu forbøn retter vort blik mod himlen, sådan som Jesus gjorde, da han indledte sin bøn.
Forfatteren Hermann Hesse har engang sagt: ‘Før i tiden placerede kunstmalerne helgenernes fællesskab i en strålende skøn og fredfyldt gylden himmel. Det er riget hinsides tid og rum. Det er dér vi hører hjemme. Dér er vort hjem. Derhen stræber vort hjerte’.
Denne sætning – så paulinsk den end lyder, og så rigtig den end er – behøver et supplement, som pater Alfred Delp har udtrykt: ‘Vi tilhører Kristus, vi er forløste mennesker, vi er kirke og det kommer an på i vort eget liv at møde den guddommelige virkelighed. At lukke sig selv inde i helligdommen er ikke kristent. Det gælder om at blive stærk til ny udstråling og formgivning af det kristne liv’.
Jeg kunne tænke mig at tilføje: Det er ikke kristent at søge tilflugt i drømmen om en hinsidig himmel. Vi er placeret i denne af ondskab prægede verden, for at vi – ligesom Jesus – kan vidne om Guds navn, så andre ved Guds Ånds kraft kan få glæde af at tro på Gud.
Vi går pinsen i møde. Det er tiden, hvor vi må bede om, at Gud vil hjælpe os med vor opgave i denne verden. Lad os derfor slutte os sammen med det pinselige bønsfællesskab. Lad os tilslutte os den hellige Hildegard af Bingens bøn: ‘Helligånd! Alt gennemtrænger du: Bjergene, dalene og alle afgrunde. Du opbygger og sammenbinder alt. Du fører ånden, der søger din lære. Du indblæser den visdom og glæde’.
