Det er vigtigt at holde sig for øje, at dagen første læsnings beretning om pinseunderet ikke er historieskrivning, som vi forstår det i dag. Der er tale om forkyndelse, og denne forkyndelse kan kun forstås på baggrund af de jødiske begreber, der er centrale i beretningen: Stormvind, ild og sprogunder. Forfatteren har placeret begivenhederne i forbindelse med ugefesten, som jøderne fejrede 7 uger efter påske. Ugefesten var en høstfest, på hvilken førstegrøden af hvedehøsten blev bragt som offer. Men ugefesten var også en fest, hvor man mindedes begivenhederne ved Sinai-bjerget. I den jødiske tradition fortaltes det, at Gud på Sinai lod blæse en vældig storm, der forvandledes til ild og hvor Guds stemme blev opfattet i 70 tungemål, svarende til antallet af folkeslag på jorden.
Som det fremgik af dagens første læsning virker Guds Ånd på mange måder, som vi mennesker ikke er herre over. Når et menneske er nået til troen på, at Jesus er Guds Messias, så er det Gud, der virker denne indsigt, men det er ikke Gud, der virker, når mennesket forbander Messias. Forkyndelsen er således Guds værk. Hver enkelt troende har Gud ved sin livgivende Ånd givet en særlig gave – en karisme.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om ekstraordinære og spektakulære gaver / evner. Hvert menneske får ved dåben sin gave af Gud, med hvilken vedkommende kan tjene fællesskabet. I øvrigt er det Paulus’ opfattelse, at kærligheden er den vigtigste af alle nådegaver.
I dagens anden læsning gør Paulus meget ud af nådegaverne, for i menigheden i Korinth havde man misforstået, hvad det drejede sig om. Paulus indså, at menigheden havde brug for en tilrettevisning. Gud har ikke udstyret hvert enkelt menneske med nådegaver, så det skal anvende dem for deres egen bedste. De skal gavne menigheden og fællesskabet. Gør de ikke det, er det ikke Guds Ånd, der virker. Hvert menneske har en funktion i fællesskabet (legemet), og hvis en eller flere funktioner falder ud, skader det hele fællesskabet. Når alle er opmærksomme på at skulle gavne og tjene fællesskabet, er det Gud, der ved sin Ånd virker dette.
Dagens anden læsning anvendes ofte ved økumeniske gudstjenester for at fremhæve og begrunde de forskellige kristne kirkers enhed. Det er sikkert en mulighed, men teksten kan også være en hjælp for den konkrete lokale menighed, for teksten er stilet til en sådan menighed, nl. den i Korinth.
I sit brev reagerer Paulus på spørgsmål, som problemer i menigheden har medført. Der var i denne menighed åbenbart kristne, som hævdede at have særlige evner og havde oplevet særlige åbenbaringer og derfor krævede særbehandling. Stridighederne handlede også om, hvilken form for trospraksis, der var den bedste og dermed den rigtigste. I sit svar på disse problemer viser Paulus sig forbavsende tolerant. Han går ud fra, at enhver, der bekender sig til Jesus, mener det alvorligt og derfor gør, hvad Ånden tilskynder til. Denne Ånd giver de enkelte kristne forskellige gaver. Den giver ikke alle alt og ingen undgår at få noget. Alle evner og gaver, som gives de troende, kommer fra den ene og samme Ånd, nl. Gud.
I en kristen menighed må ingen gøre sig større end andre og ingen må af den ene eller anden årsag føle sig mindre værd end de andre. De forskellige nådegaver medfører ikke en personlig særstilling, men er givet for at opbygge menigheden. Og alle døbte bidrager med deres nådegave til menighedens opbyggelse.
Enhver får Åndens åbenbaring givet for at det kan være andre til nytte. Denne åbenhed og tillid til Helligånden og til dem, som bekender sig til Herren, mangler ofte i dag. De kristne kirkers enhed og de enkelte sognemenigheders enhed er ikke noget, der kan drives frem – hverken af menighedernes præster eller menighedsråd. Enhed er en proces, der forudsætter tillid og fred. Den finder sted, når og der, hvor Guds ånd vil det.
Guds Ånd kan virke i mennesker, der åbner sig for Jesu lære og budskab og søger at følge Jesu livspraksis, og Ånden vil hjælpe og styrke dem, så de kan holde fast ved Jesu ord og lære, for den afspejler Guds holdning og er derfor livgivende. Det er denne Ånd, Gud gav disciplene og de troende og dermed kirken pinsedag: Sandhedens og kærlighedens livsprincip, og det er den, der knytter de troende sammen indbyrdes og forbinder dem med Gud ved Jesus Kristus. Hvis de troende / kirken lever i Guds Ånd og lader den være bestemmende for deres liv, vil det resultere i den Shalom (fred), som Jesus lovede dem, for Guds Ånd er betingelsen for en virkelighed, hvori mennesket kan udvikle sig og nå frem til livet i hele dets fylde.