Det er godt fra tid til anden at spørge sig selv: Hvad er min livskraft? Hvormed løser jeg de problemer, der rejser sig i familien, på arbejdspladsen og i samfundet? Hvad er det, der gør, at jeg klarer hver- dagens situationer? Evangeliet om Jesu forklarelse viser os, hvad der var grundlaget for Jesus: Bønnens magt. I Det ny Testamente berettes 15 gange om at Jesus bad.
- Før afgørende beslutninger (valg af apostle, sin offentlige virksomhed, sin lidelse) bad han til Gud.
- Jesus opsøgte ensomme steder – således også forklarelsens bjerg, hvor det hedder: ‘… han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede’ (Luk. 9,28). Disciplene erfarede altså, hvad bønnen udvirkede:
Bøn forvandler den bedende
‘…han blev forvandlet for øjnene af dem, og hans klæder blev skinnende hvide…’. Den bedende bliver opfyldt af Guds nærvær og Guds kraft, bliver et værktøj i Guds hånd. Albert Schweitzer sagde engang: ‘Bønner ændrer ikke verden, men ændrer menneskene, og det er de forvandlede mennesker, der ændrer verden’
Bøn er at lytte til Guds ord.
På bjerget lyder stemmen fra skyen, der er et symbol på Guds nærvær: ‘Det er min elskede søn. Hør ham!’ Den danske præst og religionsfilosof Søren Kierkegaard sagde engang: ‘At bede betyder ikke at man skal høre sig selv tale; at bede betyder at være stille og vente, indtil den bedende hører Gud’.
Bønnen forbinder med de hellige
Moses og Elias viste sig og talte med Jesus om ‘den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem’. I bønnen erfarer vi, at vi ikke er alene, Gud er med os på vor vej, og de hellige bistår os. Guds venner udgør et stort fællesskab, der er ved vor side og føl- ger os på vor vej.
Bønnen giver ro og overblik
Ernst Jünger har engang sagt: ‘I situationer, hvor de klogeste svigter og de modigste søger efter en udvej, vil man af og til møde en person som i ro gør det rigtige, gør det gode. Man kan være sikker på, at dette menneske er et menneske, der beder’.
I bønnen er vi ansvarlige for andre = forbøn
Kristus beder for os hos Gud. Han går i vores sted, som det fremgår af Lukas 22,31-32: ‘Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte’.
I bønnen erkender vi vort ansvar for verden
Disciplene blev ikke på forklarelsens bjerg, skønt de gerne var blevet der. Det fremgår af Peters forslag: ‘Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias’. Men Jesus førte dem ned af bjerget, ned til lidelsens vej. Lidelsen kommer af, at Jesus gjorde Guds vilje og modsatte sig uret og modsatte sig at anse menneskeværk for Guds vilje.
Den evangeliske præst og offer for Naziregimet Dietrich Bonhoeffer giver klart udtryk for dette, når han siger: ‘Hænder, der hviler i bøn, styrker Gud til handling’. Noget lignende siger Jesuiter- pateren Alfred Delp: ‘Om bønnen er ægte eller blot tom snak afhænger af, at man tager et ansvar’.
Lad os bede, at vi i voress liv igen og igen må opleve sådanne Taborstunder, hvor vi må erfare: Himlen er ikke lukket af, den er åben. Guds ord er lys på min ofte så mørke vej. Enhver, der som disciplene har oplevet Guds nærvær, kan også bedre udholde lidelsens og den tilsyneladende gudsforladtheds stunder.
