Kære alle,
Det ikke er nogle jøder fra Galilæa, der har hørt om Jesus og derfor opsøger ham for at blive optaget som elever i hans ‘skole’. Det er Jesus selv, der udvælger de mennesker, han kan bruge i sin specielle tjeneste: at være vidner om det, der sker omkring ham og med ham.
Vi er alle indbudt til at udføre et specielt arbejde for Gud. Vi skal ikke udføre det samme arbejde – hver enkelt af os har sin opgave, og det er slet ikke sikkert, at den ligner det, som andre har fået betroet.
Vi er indbudt til at være med i kirkens missionsværk – indbudt til at engagere os i dette kirkelige arbejde. Stillet over for denne indbydelse synes nogle, at de egentlig allerede har gjort og gør meget godt; andre er optaget af andre opgaver i foreninger og klubber, og ‘man kan jo ikke engagere sig i alt’.
Der kan anføres en række ‘gode’ grunde til at sige nej til indbydelsen fra Gud – og hvem kan i det hele taget i vor vestlige verden interessere sig for kirkens missionsvirksomhed. Rent ud sagt: Hvad véd vi egentlig om kirkens mission uden for vor egen dør i Europa. Véd vi, hvad kirken foretager sig ude omkring i den tredje verden?
Mission betyder ‘sendelse’, og her er der ikke alene tænkt på at sende og fordele udviklingshjælp, men der er først og fremmest tænkt på, at vi selv bliver klar over, at det er os selv, der er udsendte. Men vi er ikke initiativtagere til en bevægelse eller til kirkens mission. Det er Gud selv, der sender os – det er ham, der tager initiativet.
Mission er ikke en randbemærkning i kirkens liv. Mission er selve kirkens liv. En kristen kirke, der ikke er missionerende, er død og kan komme til at give et vidnesbyrd, som er i direkte modstrid med dens sendelse.
Kristen mission begynder hos os selv – med vort møde med Jesus. Det er værd at bemærke, at Jesus ikke valgte skriftlærde og præster til sin rabbinerskole. Han mødte mennesker, der hvor de var: ved arbejdet, i deres hverdag, midt i et praktisk arbejde. Disse mennesker havde han brug for og ikke teoretikerne. De skulle lære at prioritere på en anden måde og at arbejde på et andet plan.
Mission opstår dér, hvor vi møder Kristus, for i det kristne fællesskab omkring og med Jesus aflægges der vidnesbyrd om ham og om livet i hans fællesskab. Skal man anbefale en opera, en film, en bog, så andre får lyst til at få samme positive oplevelse, må man kunne spore begejstring i holdningen bag anmeldelsen, i dens ord og formuleringer. På samme måde i den kristne mission: Andre må kunne spore begejstring hos kristne over deres tillid til Guds faderlige omsorg og kærlighed og hans Ånds virke iblandt os.
Vi må gribes af Guds Ånd og begejstringen må blive mere end en ydre følelse. Den må gribe hele vor person, så alt hvad vi foretager os må have det ene for øje: At Guds rige må blive en realitet og alle knæ skal bøje sig for alle tings skaber og vor Far.
Mange af os har sikkert spekuleret på, hvordan vi skal leve som missionærer, når alt er lukket, og mens det er forbudt at rejse og organisere møder. Hvordan udfører vi vores mission som »Kirke, der går ud«? Hvordan kan vi udleve vores missionærnatur, hvis vi ikke kan mødes med andre?
For enhver kristen kan og bør enhver situation være en mulighed for proklamation og vidne, og de forskellige initiativer, der præsenteres, viser, at kreativiteten med Helligåndens hjælp ikke har nogen grænser eller grænser. Faktisk har virkeligheden af lidelse og begrænsning fremkaldt af Covid19, givet anledning til nye måder at fortsætte missionsarbejde som dannelse og samarbejde, der involverer flere og flere mennesker og opvågnen i hvert enkelt om ansvaret til at forkynde evangeliet. Det betyder ikke, at vi skal vente på, at der opstår vanskeligheder for at være skabende, men at vi aldrig må miste håbet, fordi vi har tro på at døden for evigt er besejret.
I denne proces har teknologien været en stor hjælp til at fortsætte missionens ad gentes, så vi kan nå ud til en stor del af befolkningen, der er til stede i den virtuelle verden, skabe nye relationer og styrke de bånd og forpligtelser, der allerede eksisterer. Missionæren, den døbte, bevarer i hvert fald sin evangeliske stil selv på sociale netværk, for selv på nettet er de sande vidner til evangeliet.
Der er noget fra julefesten som ledsager os hele året igennem: Lyset i mørket. I Messias er Gud nærværende i vore omgivelser – derfor var det på sin plads at tilbede. De vise mænd åbnede deres sadeltasker og gav bar- net gaver: Guld, røgelse (blev anvendt som vellugten- de middel, men også som lægemiddel) og myrra (en salve, der også blev anvendt til salvning af lig før begravelsen). Guds herlighed vil blive synlig i Jerusalem ikke blot for jøderne, men for hele verden. Gud er jo Israels konge, men han er også hele verdens herre. Det vil medføre, at hele verden vil komme til Jerusalem.
Vi har ikke grund til mismod som dengang i Jerusalem. Vi har ikke grund til at tvivle på Guds forjættelser, for Gud har vist os, at han holder ord. Vi tror ikke – vi véd, at forløseren er kommet, og vi har hørt ham og har fået lov til at følge ham og knytte vort liv til hans.
Guds herredømme over hele verden er endnu ikke fuldendt – den er med Jesus af Nazareth begyndt og er en realitet, der afventer Guds endelige magtovertagelse. Og her er det, at kirken kommer ind i billedet, for det er netop kirkens – de troendes – opgave at medvirke ved realiseringen af Guds herredømme.
‘Bliv lys’, hedder det. Kirken og de troende skal være lys for verden. Vi har fået del i Kristi lys, og skal selv være lys. Kristi eksempel er normen for vort liv, så derfor gælder det kun om ét: At gå i gang, og med Guds Ånds hjælp arbejde for, at retfærdighed, fred og glæde skal blive virkelighed for alle mennesker på denne jord. Der er nok at tage fat på alle områder.
De vise mænd fra østen fulgte et lys, der i begyndelsen bragte dem på vildspor. De henvend- te sig hos de politiske og religiøse magthavere, og som dem ledes mange endnu på vildspor af ‘stars’, der præsenteres for dem bl.a. af vor verdens moderne medier. Det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er kommet til os i skikkelse af et barn i Bethlehem. Det er ikke enhver, der straks kan se hans betydning. Derfor vil vi bede Gud om, at han dag for dag vil lade os erkende og forstå det lys, der sandt og ægte kan oplyse vort liv.
Jeg ønsker, at denne jul skal være, at evangeliet igen i år må fylde vore hjerter med håb, glæde og blik for de mennesker, der har brug for vores hjælp – for da vil vi i sandhed opleve julens velsignelse skinne igennem samværet – gaverne og julehyggen. Og med dette vil jeg ønske jer og jeres familie en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
De bedste hilsener
P. Quang Minh Nguyen