Pavens budskab til Verdensmissionsdagen 2021

”Vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG 4,20).

Kære brødre og søstre! Når vi erfarer Guds kærligheds kraft, når vi oplever hans faderlige nærvær i vores personlige og sociale liv, kan vi ikke andet end at forkynde og videregive dét, vi har set og hørt. Jesu relation til sine disciple og hans menneskelighed, som åbenbarer sig for os i inkarnationens mysterium, i hans evangelium og i hans påskemysterium, viser os hvor højt Gud elsker os mennesker og hvordan Han tager del i vore glæder og sorg, vore længsler og bekymringer (jf Gaudium et spes, 22). Alt i Kristus minder os om, at den verden, vi lever i og dens behov for forløsning ikke er ham ukendt; han opfordrer os også til at føle os som en aktiv del af denne sendelse: ”Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet” (Matt 22,9). Ingen er fremmed, ingen kan derfor føle sig fremmed for eller langt væk fra denne medfølende kærlighed.

Apostlenes erfaring

Evangeliseringens historie begynder med at Herren ivrigt opsøger, kalder og ønsker at indlede en venskabelig dialog med ethvert menneske, uanset hvor vedkommende befinder sig (jf Joh 15,12-17). Apostlene er de første til at fortælle os det; de husker til og med dagen og timen, da de mødte ham: ”Det var ved den tiende time” (Joh 1,39). Venskabet med Herren, at se ham helbrede de syge, spise sammen med syndere, mætte de sultne, omgås de marginaliserede, berøre de urene, identificere sig med de fattige, hans saligprisninger og hans helt nye måde at undervise med magt og myndighed – det efterlader et uudsletteligt indtryk, der kan vække selv en forhærdet og skabe en åbenhjertet og betingelsesløs glæde, som ikke kan holdes tilbage. Denne erfaring er, sådan som profeten Jeremias sagde, hans virksomme nærværs brændende ild i vore hjerter, som inspirerer os til mission, også når det til tider er forbundet med afsavn og misforståelser (jf 20,7-9). Kærligheden er altid et møde og den sætter os i bevægelse til at videregive det smukkeste budskab og kilden til håb: ”Vi har mødt Messias!” (Joh 1,41).

Med Jesus har vi set, hørt og erfaret, at ting kan blive anderledes. Allerede i dag har han taget hul på de kommende tider, når han minder os om et træk ved ethvert menneske, som tit glemmes: ”Vi er skabt til en fuldkommenhed, der kun kan nås i kærlighed” (Fratelli tutti, 68). Nye tider, der vækker en tro som kan fremme initiativer og skabe fællesskaber, til at begynde med blandt mænd og kvinder, der har lært at acceptere deres egne og andres svagheder og derfor i stand til at fremme søskendeskab og socialt venskab (jf ibid, 67). Kirkens fællesskab viser altid sin skønhed, når den i taknemmelighed husker på, at Herren elskede os først (jf 1 Joh 4,19). ”Herrens forkærlighed forundrer os, og det ligger i forundringens natur at den ikke lader sig besidde eller pålægges af os. […] Kun således kan det uforskyldte under, det ufortjente selvhengivelsens under, blomstre. En ægte iver for troens mission kan heller ikke vokse frem via en beregnende og kalkulerende indstilling. At træde ind i en ’missional tilstand’ er snarere afspejlingen af taknemmelighed” (budskab til de pavelige missionsvirksomheder, 21. maj 2020).

Men Kirkens første tid var ikke let. De første kristne begyndte deres trosliv i fjendtlige og vanskelige omgivelser. Beretninger om udstødelse og fangenskab var sammenvævet med indre og ydre kræfter, som syntes at modsige hvad de havde set og hørt, eller til og med benægte det. Men i stedet for at blive en vanskelighed eller en forhindring, som kunne have fået dem til at trække sig tilbage eller forskanse sig i deres eget indre, motiverede disse vanskeligheder dem til at forvandle enhver ulempe, enhver modstand og enhver nødsituation til en missionsanledning. Begrænsninger og forhindringer blev til gunstige anledninger til at salve alt og alle med Herrens Ånd. Ingen og ingenting kunne undgå at blive berørt af de første kristnes frigørende forkyndelse.

Et levende vidnesbyrd om alt dette finder vi i Apostlenes gerninger; en bog som Kirkens tidlige missionærer altid havde med sig. Denne bog fortæller os hvordan evangeliets duft altid spredte sig forud for deres ankomst og vakte en glæde, som kun Ånden kan give os.

Apostlenes gerninger lærer os at holde fast i Kristus midt i livets prøvelser og vanskeligheder; da modnes vi i ”overbevisningen om, at Gud kan handle i enhver situation, selv midt i det skinbare nederlag” og i visheden om, at ”den, der af kærlighed giver sig til Gud og lægger sit liv i hans hænder, er sikker på at bære frugt” (jf Joh 15,5) (Evangelii gaudium, 279).

Således gælder det også for os: det nuværende øjeblik i historien er heller ikke let. Situationen med pandemien har forstærket smerten, ensomheden, fattigdommen og uretfærdigheden, som så mange allerede led under; den har afsløret vores falske sikkerhed, splittelse og polarisering, som stille og roligt nedbryder os. De allersvageste og mest sårbare har lært at føle deres svaghed og sårbarhed endnu mere. Vi har oplevet modløshed og udmattelse; den udbredte forbitrelse, der udjævner ethvert håb, kunne til og med få magt over os. Men vi, ”vi forkynder […] ikke for os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld” (2 Kor 4,5). Derfor hører vi i vore menigheder og i vore familier livets Ord genlyde i vore hjerter og sige til os: ”Han er ikke her, han er opstået” (Luk 24,6). Det er håbets Ord, som bryder igennem enhver determinisme. Til alle, som lader sig berøre af det, skænker det den frihed og det mod, som kræves for at rejse sig og kreativt afsøge alle tænkelige måder til at leve i barmhjertighed. Det viser os det ”sakramentale” i Guds nærhed til os og efterlader igen liggende tilbage ved vejkanten. I denne pandemiens tid kan det være fristende at skjule eller retfærdiggøre ligegyldighed og apati ved at henvise til de sociale afstandskrav. Noget sådan må imødegås af en medfølelsens mission, der kan forvandle den fornødne fysiske afstand til en anledning til møde, omtanke og omsorg. ”Det vi har set og hørt” (ApG 4,20), barmhjertigheden, som vi har mødt, bliver et referencepunkt for vor troværdighed, som lader os genvinde vores fælles engagement for at skabe ”et samfund med fællesskabsfølelse og solidaritet og være villig med det for øje at ofre tid, engagement og penge” (Fratelli tutti, 36). Det er hans ord, som hver dag forløser og bevarer os fra anledningen til at lukke os inde i en fej skepticisme: ”Alt er alligevel som før, intet er forandret”. Spørgsmålet: ”Hvorfor skal jeg afstå fra mine sikkerheder, bekvemmeligheder og fornøjelser, når jeg ikke oplever noget synligt resultat?” mødes altid med det samme svar: ”Jesus Kristus har sejret over synd og død, og at magten er hans. Jesus Kristus lever – det gør han i sandhed og virkelighed” (Evangelii gaudium, 275). Han ønsker, at vi skal leve som søskende og sætter os i stand til at tage dette håb til os og bringe det videre til andre. I den aktuelle situation er der brug for håbets missionærer, som på Herrens befaling og på profetisk vis kan minde os om, at ingen kan på redde sig selv på egen hånd.

Præcis som apostlene og de første kristne siger også vi med eftertryk: ”Vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG 4,20). Alt hvad vi har taget imod, alt det Herren skridt for skridt har tiltænkt os, har han givet os for at vi skal bruge det og uselvisk give det videre til andre. Ligesom apostlene så, hørte og rørte ved Jesu herlighed (jf 1 Joh 1,1-4), kan vi berøre ved Kristi lidende og forherligede legeme hver eneste dag og finde mod til med andre at dele en håbefuld fremtid for alle, et typisk kendetegn for den tro, som udgår fra visheden om, at Herren er med os. Som kristne kan vi ikke beholde Herren for os selv: Kirkens opgave med at evangelisere udtrykker dens verdensomspændende betydning for verdens forvandling og omsorgen for skaberværket.

En invitation til enhver af os

Temaet for årets Verdensmissionsdag – ”Vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG 4,20) – er en invitation til os alle om at ”tage det alvorligt” og sprede det, vi bærer i vore hjerter. Denne sendelse er og har altid været Kirkens identitet: ”[Kirken] er til for at evangelisere” (Paul VI, Evangelii nuntiando, 14). Vort trosliv svækkes, mister sin profetiske kraft og følelsen af taknemmelighed, hvis den lukker sig inde i en personlig afskærmning eller i små grupper. Troens dynamik kræver en øget åbenhed, som kan gå alle i møde og omfavne dem. De første kristne havde intet til overs for fristelsen til at lukke sig inde i en elitær gruppe; de var tiltrukket af Herren og det nye liv, han tilbød, til at gå ud blandt folk og vidne om det, de havde set og hørt: Guds rige er kommet nær. De gjorde det med hengivenhed, taknemmelighed og ædelmod som dem, der sår, velvidende om at andre vil høste frugterne af deres indsats og offer. Derfor tænker jeg gerne: ”Selv de svageste, de diskriminerede og mest sårbare kan [på deres egen måde] være missionærer, for det gode må altid blive delt, også når det er forbundet med mange svagheder” (Christus vivit, 239).

På Verdensmissionsdagen, som hvert år fejres sidste søndag i oktober, tænker vi med taknemmelighed på alle de mennesker, der med deres vidnesbyrd hjælper os til at forny vort dåbsløfte, nemlig at være evangeliets åbenhjertige og glade apostle. Vi tænker navnlig på dem, der har forladt deres land og familie for at udbrede evangeliet hurtigt og uhindret de steder og i de byer, hvor mange mennesker tørster efter velsignelse.

Deres missionerende vidnesbyrd ansporer os til også at være modige og ivrigt bede ”høsten Herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Luk 10,2). For vi er klar om, at missionskaldet ikke er noget fortidigt eller et romantisk minde fra hedengangne tider. I dag har Jesus brug for hjerter, der kan udleve deres kald som en ægte kærlighedshistorie og sende dem til verdens periferier som barmhjertighedens budbringere og redskaber. Og dette kald henvender sig til alle, dog på forskellig måde. Lad os huske på, at der også findes periferier i vor egen nærhed, midt i byers centrum eller i vor egen familie. Der findes også et aspekt af kærlighedens universelle åbenhed, som ikke er af geografisk, men af eksistentiel karakter. Det er altid vigtigt, men især under pandemien, at vi udvider vor daglige omgangskreds til også at inddrage dem, som ikke umiddelbart er en del af ”vores interessesfære” selv om de befinder sig tæt på os (jf Fratelli tutti, 97). At leve i mission betyder at iføre sig Jesu Kristi sindelag og sammen med ham se, at mennesket ved siden af mig også er min bror eller søster. Måtte Jesu Kristi medfølende kærlighed opvække vore hjerter og gøre os alle til missionerende disciple!

Maria, den første missionsdisciple, lad i alle de døbte vokse frem ønsket om at være salt og lys i vor verden (jf Matt 5,13-14).

Rom, Laterankirken, 6. januar 2021, højtiden for Herrens åbenbarelse

Frans