Kære brødre og søstre. Jeg ønsker at takke Gud for hele Kirkens indsats under fejringen af den ekstraordinære missionsmåned i oktober i fjor. Jeg er overbevist om, at missionsmåneden stimulerede til en missionsrettet omvendelse i mange fællesskaber, på linje med temaet ’Døbt og udsendt: Kristi Kirke på mission i verden’.
I år – et år præget af lidelser og udfordringer på grund af coronapandemien – fortsætter hele Kirken sin missionsvandring i lyset af de ord, som vi finder i fortællingen om Esajas’ kaldelse: ”Her er jeg, send mig!” (Es 6,8). Det er det evigt aktuelle svar på Herrens spørgsmål: ”Hvem skal jeg sende” (ibid). Kalder kommer fra Guds hjerte, fra hans barmhjertighed som i den nuværende verdenskrise udfordrer både Kirken og hele menneskeheden. ”Ligesom disciplene er vi blevet overrumplet af en uventet og voldsom storm. Det er gået op for os, at vi er i samme båd, alle svage og desorienterede, men samtidig vigtige og nødvendige, alle kaldet til at ro sammen, alle i behov for at trøste hinanden. I denne båd […] befinder vi os alle. Ligesom disciplene, der i deres frygt talte med én stemme, sagde: ’Vi går under’ (v 38), har vi også indset, at vi ikke kan fortsætte hver for sig, men kun sammen” (Refleksioner på Peterspladsen, 27. marts 2020). Vi er virkeligt skræmte, desorienterede og bange. Smerte og død lader os erkender vores menneskelige svaghed: men samtidig indser vi, at vi alle deler en stærk længsel efter liv og udfrielse fra det onde. I denne sammenhæng byder missionskaldet – kaldet til at gå ud af sig selv af kærlighed til Gud og vor næste – sig som en anledning til deling, tjeneste, forbøn. Denne mission, som enhver af os bliver betroet af Gud, fører os fra et bange og indelukket ’jeg’ til et nyt ’jeg’, som i selvhengivelsen kommer til sig selv.
I korsofferet, hvor Jesu mission bliver fuldbragt (jf Joh 19,28-30), viser Gud os at han elsker hver enkelt og alle (jf Joh 19, 26-27). Og han beder om vor personlige beredvillighed til at blive udsendt, for han er Kærligheden, som altid går ud af sig selv i en stadig missionsbevægelse for at give liv. Af kærlighed til menneskene sendte Gud Fader sin Søn, Jesus (jf Joh 3,16). Jesus er Faderens missionær: Hans person og hans værk er i total lydighed til Faderens vilje (jf Joh 4,34: 6,38: 8,12-30: Hebr 10.5-10). For vores skyld blev han korsfæstet og stod op fra de døde, og han drager på sin side os med sin egen ånd ind i sin kærlighedsmission. Ånden besjæler Kirken, gør os til Kristi disciple og sender os ud i verden og til alle folkeslag.
”Mission, ’den udadgående Kirke’, er ikke et program, et forehavende at virkeliggøre med viljestyrke. Det er Kristus, der får Kirken til at gå ud af sig selv. Det er fordi Ånden driver dig og leder dig, at du kan gå ud og forkynde evangeliet” (Senza di Lui non possiamo fare nulla: Essere missionari oggi nel mondo. Una conversazione con Gianni Valente, Libreria Editrice Vaticana: San Paolo, 2019, 16-17). Det er altid Gud som elsker os først, og med denne kærlighed møder han os og kalder os. Vores personlige kald kommer fra den kendsgerning, at vi er Guds børn i Kirken, hans familie, brødre og søstre i den næstekærlighed som Jesus vidnede om. Men alle mennesker har deres menneskelige værdighed baseret på det guddommelige kald til at være Guds barn, til i dåbens sakramente og i troens frihed at blive det, de altid har været i Guds hjerte.
Allerede det, at have modtaget livet i gave, er en implicit invitation til at træde ind i selvhengivelsens dynamik. Det er et frø som i de døbte finder sin modne form, som et gensvar i kærlighed, i ægteskabet eller i jomfruelighed for Guds rige. Menneskelivet bliver til af Guds kærlighed, og det vokser i kærligheden og mod kærligheden. Ingen står udenfor Guds kærlighed, og i Jesu, Sønnens, hellige offer på korset gjorde Gud en ende på synden og døden (jf Rom 8, 31-39). For Gud bliver det onde – selve synden – en udfordring til at elske stadig mere og mere (jf Matt 5, 38-48: Luk 23,33-34). Den guddommelige barmhjertighed helbreder derfor menneskehedens oprindelige sår – i påskemysteriet – og strømmer ud over hele universet. Som det universelle sakramente for Guds kærlighed til verden fortsætter Kirken Jesu mission i historien, og udsender os overalt for at Gud gennem vores trosvidnesbyrd og forkyndelse af evangeliet forsat skal åbenbare sin kærlighed og røre ved og forvandle hjerter, hoveder, legemer, samfund og kulturer, overalt og til alle tider.
Mission er et frit og bevidst svar på Guds kald. Men det er kun når vi lever i et personligt kærlighedsforhold til den levende Jesus i hans Kirke, at vi kan opfatte kaldet. Lad os spørge os selv: Er vi indstillet på at tage imod Helligånden i vort liv, at lytte til missionskaldet – som ægtefolk, som gudviede jomfruer eller som ordinerede præster – og overhovedet i vore daglige liv? Er vi villige til at blive sendt hvor det måtte være for at vidne om vores tro på Gud, den barmhjertige Fader, for at forkynde Jesu Kristi frelsesevangelium, for at deltage i Helligåndens guddommelige liv og opbygge Kirken? Er vi, ligesom Maria, Jesu mor, indstillet på at stå til rådighed for Guds vilje, uden forbehold (jf Luk 1,38). En sådan indre beredvillighed er meget vigtig for at kunne svare Gud: ”Her er jeg, send mig!” (jf Es 6,8). Og det ikke som noget abstrakt, men i Kirkens og historiens ’nu’.
At forstå hvad Gud siger til os nu i pandemiens tid er en udfordring også for Kirkens mission. Sygdom, lidelse, frygt, isolation udfordrer os. Fattigdommen hos den, der dør alene, til den som er overladt til sig selv, til den som har mistet arbejde og løn, til den som står uden hus og mad, kræver noget af os. Når vi er nødt til at holde fysisk afstand til hinanden og være hjemme, inviteres vi til at genopdage at vi har brug for sociale relationer og fællesskab med Gud. Denne situation bør slet ikke øge vor mistro og ligegyldighed, men tværtimod gør os mere opmærksomme på hvordan vi forholder os til andre. Og bønnen, hvor Gud rører ved og bevæger vort hjerte, åbner os for vore søskendes behov for kærlighed, værdighed og frihed, og også for vores omsorgsansvar for hele skaberværket. Når det ikke er muligt at komme sammen som Kirke til den eukaristiske fejring, havner vi i samme situation som de mange kristne fællesskaber, som ikke kan fejre messe hver søndag. I denne sammenhæng spørger Gud os igen ”hvem skal jeg sende?” og forventer et generøst og overbevist svar: ”Her er jeg, send mig!” (jf Es 6,8). Gud søger stadig efter noget at sende ud i verden og til folkeslagene for at vidne om hans kærlighed, hans frelse fra synd og død, hans befrielse fra det onde (jf Matt 9,35-38: Luk 10,1-2).
At fejre verdensmissionssøndagen er også at bekræfte at bøn, refleksioner og vores materielle er muligheder for aktiv deltagelse i Jesu mission i hans Kirke. Den næstekærlighed, som udtrykkes ved kollekten som optages i messen 3. søndag i oktober, har til formål at understøtte dette missionsarbejde, som udføres i mit navn af de pavelige missionsselskaber for åndeligt og materielt at hjælpe folkeslag og kirker over hele verden, til gavn for alles frelse.
Må den allerhelligste Jomfru Maria, evangeliseringens ledestjerne og de sorgfuldes trøster, sin Søns missionsdiscipel, fortsætter med at gå i forbøn for os og støtte os.
Givet i Rom, Laterankirken pinsedag den 31. maj 2020
FRANS
