Teksten fra profeten Habakuks 1, 2-3. 2, 2-4 og evangelietekst fra Luk 17, 5-10 passer ret godt til hinanden. De handler begge om troen, der kan ændre ens liv og om troens magt. Profeten Habakuk siger: ‘Den retfærdige skal leve i tro’. Det er Gud selv, der står for dette udsagn. Troen, tilliden til Gud, er livgivende og frelsende. Den overmodige derimod svinder hen – mister livet. Det er Guds svar på profetens anklage, hvor profeten stiller spørgsmålstegn ved, om Gud nu er Israels Gud.
Profeten vender sig til Gud med sin rystende anklage: ‘Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser? Hvorfor lader du mig opleve uret og ser roligt på ulykken?’ Med andre ord: ‘Du hører ikke! Du frelser ikke! Du ser rolig på!
Er det ikke blasfemi og gudsbespottelig tale? Hvordan kan man tillade sig at tale sådan til Gud? Hvis man som ansat taler sådan til sin arbejdsgiver, bliver man fyret på gråt papir.
Profeten Habakuk vover at tale sådan til Gud – og før og efter ham har mange gjort det. I evangelierne, som blev skrevet af Markus og Matthæus siges det, at Jesus selv døde med en anklage på læberne: ‘Min Gud, min Gud, hvorfor har du for- ladt mig?’.
For os er det en fremmed tankegang, som vi ikke synes om. For det bibelske bedende menneske er bønnens anklage og klage et udtryk for hans tro i nødens og trængslens tid. At undlade at rette sin klage og anklage til Gud og at undlade at beklage sig over situationen hos Gud, er et udtryk for helt at have opgivet relationerne og kontakterne til Gud. Stående midt i lidelsen, bliver troens rum rømmet og lidelsen bliver ateismens fundament. Er dét den eneste løsning? Anledningen til profetens klage er noget, vi kan nikke genkendende til: Det er erfaringen af vold. To gange nævner profeten denne årsag: ‘skrige til dig om vold, uden at du frelser?…Undertrykkelse og vold møder mig..’.
I vore dage er vi nok blevet lidt mere følsomme over for volden og dens ofte skjulte former. Dens ofre er mange, og voldens udøvere skjuler sig bag navnløse strukturer. Enhver kan inden for rammen af egne erfaringer overveje: Hvornår føler jeg mig magtesløs? Hvornår rammes jeg af anonyme kræfter? Hvornår føler jeg mig som et lille hjul uden indflydelse i det store maskineri? Hvordan kan jeg hævde min værdighed som person i sådanne tilfælde? Måske ved at tale om det. Ved at bede. Ved at fremføre ens klage / anklage for Gud. Ikke mindst, når jeg ikke synes at have flere chancer og ikke selv kan komme videre. Ville det ikke være befriende at fremføre sin klage for Gud!? Men hvem er i stand til at have den nødvendige troens kraft i en sådan nødens situation? Hvor skal man finde hjælp til at få en stærkere tro?
I Lukas 17, 5-10 peger Jesus på, at man ikke skal søge hjælp hos andre – ikke engang hos Jesus selv – for at få en større tro. Den større tro skal man finde hos sig selv – en større tillid er ikke noget, man får foræret, den skal man selv oparbejde. Hvor lille éns tro end er, så er den i stand til ændre éns liv – give nye og vidtrækkende perspektiver.
