To gange i adventstiden standses vi af spørgsmålet: hvem er du? Fra sit fængsel spørger Johannes Døberen Jesus: Er du Kristus? – Og i dag er det Jerusalem præsteskab, der spørger Johannes Døberen: Hvem er du? Er du Kristus?
I grunden kan de to spørgsmål ikke skilles: hvem er Jesus? Og: Hvem er jeg mennesker? Hvem Jesus er – og hvem Gud er – det lader sig ikke besvare foran mennesketankens domstol. Gud indfinder sig ikke på vor indkaldelsesordne, Gud stiller ikke, når det passer os. Hvem Gud er, det spørgsmål finder man først en stump svar på, når man er kommet til at spørge: hvem er jeg?
Johannes Døberen véd. Hvem han selv er – og hvem, han ikke er. Han er ikke Herre, hverken over sit eget liv eller over andres. Han er Herrens vejrrydder. Han er den røst, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej.
Når kongerne drog gennem lande, da skete det, profeten havde talt om: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud, de ujævne gøres jævne. (Luk 3, 4-5).
Hvem er du? Johannes Døberen skal bare rydde Kristi vej. Højderne skal væk, højderne der råber mod Himlen og rejser sig mod den Højeste, alle egenviljens højder, som håner dem Almægtige, og som bestandig vil sit eget. Hvem er du? Johannes Døberen er den, der siden skal lade det knuste fylde i dalene. Og dalene højnes, tvivlens, forsagthedens, modløshedens dale.
Frem bærer Kristi kongevej. Den går endog ind gennem hele vort liv mindegallere om alle de gange, da vi bare gjorde højderne endnu højere – og dalene endnu dybere – Hvem er du? Og vi må svare: Vi er den, der tit forkludrede Herrens vej i stedet for at jævne den! Men da ser vi, hvem Kristus er. Han er Frelseren for forkludrerne, – ”Vær velkommen, du min fred, dig ske tak i evighed! Dag, o Jesus, ind til mig, vejen selv du bane dig!
