Troens glæde og kristen forkyndelse

Troens glæde og kristen forkyndelse

Er man engageret i kirkeligt arbejde, er der i vore dage ikke umiddelbart anledning til den store jubel og glæde. Kirkebesøget er ikke overvældende. Nogle melder sig ud af det kirkelige fællesskab. Den almindelige viden om troen lader meget tilbage at ønske – og listen med negative realiteter kan yderligere forlænges. Resignation og lammende kritik er, hvad man møder mange steder. Om det er berettiget eller ej, skal vi ikke komme ind på – det kan man strides om længe. Kendsgerningerne er, at denne atmosfære i kirken virker lammende på kirken og det kirkelige fællesskab. Der kan fokuseres så meget på interne problemer, at det glade budskab trænges i baggrunden.

Det er nødvendigt at tænke på en anden måde. Der er brug for en holdningsændring. Kirken og de kirkelige strukturer er ikke et mål i sig selv. De, der arbejder i kirken, deres ønsker og forventninger er ikke et mål for al aktivitet. Vi må til stadighed søge at oversætte Jesu budskab til de situationer, hvori mennesker lever – også i dag. Den lokale menighed har her en central funktion som meningsfyldt udtryk for kirken. Den skal tale til mennesker om det glade budskab – Jesu evangelium, og gøre det muligt for dem at få nyt perspektiv i deres liv.

Denne opgave kan kristendommen ikke løse, hvis den har nok i sig selv og i sin egen struktur. Hvor vigtige de indre konflikter og debatter i kirken end er, så må de under ingen omstændigheder skjule de universelle opgaver, som kirken og den lokale menighed har. Jesus ville, at evangeliet skulle bringes ud til alle. Evangelierne opfordrer gang på gang til – som Lukasevangeliet kapitel 10, 1-12 formulerer det – ‘at gå ud’. Denne opfordring gælder også os. Skal man være rede til at viderebringe et budskab, så må man selv være overbevist om sagens betydning. Det gælder også Jesu budskab. Kun, hvis den enkelte er truffet af evangeliet og er blevet overbevist om Jesu budskab, vil vedkommende kunne bringe budskabet videre.

I lang tid var missionsopgaven reduceret til kun at gælde kirkens ledende embeder, og den blev hovedsageligt udøvet over for den såkaldte ‘tredje verden’. I det kristne Europa bestod missionen i at opfriske de troendes viden ved såkaldte ‘folkemissioner’, d.v.s. foredrag og prædikener med tilhørende modtagelse af sakramenterne. Situationen i Europa er imidlertid blevet ændret radikalt. Hvis den kristne tro ikke skal forsvinde, er en mission, en nyevangelisering – en trosforkyndelse, der er forbundet med konkrete handlinger – nødvendig. Enhver kristen er kaldet til at aflægge vidnesbyrd om troen og at vise andre grundlaget for det kristne håb.

Forudsætningen for at kunne aflægge dette vidnesbyrd er, at man selv har erkendt betydningen af Jesu budskab. Kun, når kristendommen opfattes på denne måde, kan den bære frugt, og der kan blive tale om at troen udbredes. Det er den enkelte troendes personlige engagement, der virker overbevisende og kan få andre til at overgive sig til Gud. Hvordan skal vi i vore dage viderebringe det glade budskab? Evangeliet giver os nogle anvisninger: Først og fremmest gælder det om at forstå vigtigheden af det personlige vidnesbyrd. Jesus sendte sine disciple ud. De skulle med deres person være vidnesbyrd om ham og hans handlinger. Med deres tilstedeværelse og deres handlinger skulle de synliggøre Jesus, dér hvor de nu befandt sig. Det budskab, de skulle bringe videre var ret enkelt: De skulle meddele, at Guds rige var kommet nær, og de skulle helbrede de syge. Dette sidste skulle netop synliggøre Guds frelsende handling.

For os kristne i dag gælder det samme: Vi kan ikke give afkald på det personlige vidnesbyrd. I skolen, på arbejdspladsen, i menigheden – overalt gælder det om at forkynde evangeliet ved at være et forbillede på et sandt og ægte kristent liv – og dét kræver en personlighed, der hviler i sig selv. I denne forbindelse er det vigtigt at lægge mærke til disciplenes adfærd. De skulle kun tage det mest nødvendige med. Det betyder for os, at vi ikke kan fremtrylle succes med prunk, penge eller særligt snedigt udtænkte strategier.

Det er budskabet, der er det centrale. Denne prioritering er ikke altid lige let at gennemføre. Jesus sendte disciplene ud som ‘får iblandt ulve’, men de skulle vide, at de, når de mødte modstand, ikke var alene. De blev udsendt parvis for ved deres indbyrdes fællesskab at give vidnesbyrdet større kraft og autoritet, og for at de kunne støtte og styrke hinanden – noget vi i vore dage kunne lære noget af i menighederne. I øvrigt måtte disciplene ikke lade sig slå ud af modgang. Kirkelig succes kan ikke måles i statistikker, for her er der tale om en holdningsændring, hvor mennesket får et personligt forhold til Gud.

Om disciplene havde succes eller ej, så lovede Jesus dem, at de under alle omstændigheder var indskrevet i himlen, d.v.s. indsatsen for Guds rige og realiseringen af dette rige var ikke overflødig. Indsatsen kan medføre, at mennesker vindes for Jesu budskab, men den medfører også muligheden for selv at vokse i troen. Indsatsen er aldrig overflødig. Når vi i vore menigheder arbejder for kirken og for at realisere Guds rige, så er det Gud, der handler og virker ved os. Det er værdifuldt altid at holde sig for øje.

QMN