Vi kan lære af de første kristne?

Om de første kristne står der: ”De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”. (Ap.G 2, 42). De holdt altså ved 4 ting, og vi kan huske det ved at tænke på 4 B’er.

Det første B står for Bibelen, for det er netop apostlenes lære. De holdt fast ved det, som det stor i Det Gammel Testamente, og alt det som apostlene havde at fortælle om Jesus i Det nye Testamente. D.v.s. de læste, lyttede og handlede efter Bibelens ord.

Det andet B står for brødrene, for den betegnede bruges ofte af kristne, når de skal beskrive fællesskabet i den kristne menighed. Det betød, at de ofte kom sammen for at takke og lovprise Gud, lytte til hans ord, synge og bede, opmuntre og hjælpe hinanden med alle ting.

Det tredje B står for brødsbrydelsen. Sådan kaldte de nadveren eller  eukaristi (af græsk: Εὐχαριστία, eukharistía, som betyder taksigelse). Udtrykket har sin oprindelse i Jesu takkebøn, da han aftenen før sin død indstiftede nadveren (jf. Luk 22,17-19). De delte ofte brød og vin med hinanden for at mindes Jesus og modtage hans legeme og hans blod. På den måde kunne de bedre forstå og modtage syndernes forladelse ganske konkret.

Det fjerde B står for bønnerne. Nogle gang var det bønner fra salmernes bog, men det var også Fadervor og de bønner, hver især havde behov for at bede. Uden bøn kunne de ikke leve.

Måtte vi så også holde fast ved disse 4 B’er, altså: Bibelen, Brødrene, Brødets brydelse og Bønnerne. Ofte læse i Bibelen,for Gud søger hele tiden dialog med sin skabning. De seneste hundrede år har paver som Leo XIII, Benedikt XV og Pius XII opprioriteret bibelstudier som en del af katolsk troslære, og i sidste måned udsendte pave Benedikt XVI en tekst, der af katolske medier blev beskrevet som det vigtigste kirkelige dokument om Bibelen i en menneskealder. Teksten med den latinske titel “Verbum Domini” (Herrens Ord) er en såkaldt “apostolisk exhortation”, det vil sige en slags pavelig opsummering af den bispesynode om Den Hellige Skrift, som blev holdt i Vatikanet i 2008. Ifølge paven er Bibelen nemlig ikke en støvet samling af gamle skrifter, der kun henvender sig til tidligere tiders mennesker. Men han understreger samtidig, at den heller ikke er en art privat brev, der er adresseret til enkeltindivider, og som man kan fortolke, som man vil. I pavens katolske optik handler det om at sætte de troende i stand til at læse Bibelen i sammenhæng med hele den kirkelige tradition – altså med kirkefædrene, helgenerne og ikke mindst den kirkelige liturgi – og om generelt at være på vagt over for personlige “åbenbaringer”. Benedikt XVI, der også uden for den katolske verden regnes som en fremragende teolog, og som i 20 år, før han blev pave, var formand for Den Pavelige Bibelkommission, skriver, at bibelforskning er afgørende for at hjælpe mennesker med at forstå Bibelen. Men det er selvfølgelig lige så vigtigt, at man ikke bare ser Bibelen som et stykke litteratur, men at man forstår, at Gud gennem Bibelen taler til os om sin kærlighed og sin frelse for menneskene. Kendetegnet på Jesus disciple er den indbyrdes kærlighed. Gud er al kærligheds rod og kilde; men vi opdager ham gennem vores næste. Vi kan ikke begynde hverken i himlen eller i skyerne med at elske Gud, men vi må begynde med at elske vores næste her på jorden. Den jødiske filosof Emanuel Lévinas siger det på den måde, at vi først opdager uendeligheden i det øjeblik, vi for alvor ser den anden – ja, i det sekund, hvor vi i et andet menneskes ansigt og blik ser og anerkender et krav om at vise omsorg. Derved bremses vi i vores egen udfoldelse, fordi vi erkender, at vi ikke er altings mål; men derved åbner også uendeligheden sig for os: den uendelighed, vi i kirken kalder Gud. Trofast komme til messer, især om søndag – påbudte helligdage, for messen er centrum i Guds folk og den enkeltes liv. Messen er Guds folks lokale familiesammenkomst. Modtage Kristi legeme og blod, og til stadighed takke og bede. ”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under ae forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus”. (1.Thes 5, 16-18).